Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

126 DYRENES LIV og ganske undermineret disse. Talløse Skarer tumler sig her og farer med stærke Vingeslag ud og ind og tværs igennem Brændingens Skumsprøjt, hvori de snapper de Smaadyr, der slynges med op fra Havet. I Forbjærget Øst for Rongkap findes en stor Salanganhule, hvis Indgang ikke kan ses oppe fra Klippens Rand, men som tydeligt .nok markeres af Fuglesværmene dybt nede ved Havets Overflade. Med tordenagtigt Bulder vælter Brændingen ind gennem Hulens snævre Port, ganske fyldende denne med sin Vandmasse for kort efter at blive sprøjtet langt bort af det indre Rums sammenpressede Luft, saa at en skummende Vandstraale staar indtil 100 M. horisontalt ud fra Kysten. De kortvarige Mellemrum mellem de indtrængende Søer forstaar Salanganerne at benytte med aldrig svigtende Sikkerhed til at smutte ud og ind mellem Havet og Hulen. Denne, der er en af de tættest befolkede kendte Redepladser, er naturligvis utilgængelig for Mennesker, men dels helt inde midt paa Øen, dels langs dens Kyster findes andre Salangankolonier, der — i hvert Fald i Ebbetid — er tilgængelige ved Hjælp af Reb og Stiger, lavet af Spanskrørspalmernes stærke, bøjelige Stængler. Ofte er der dog stor Fare forbunden med. Høsten af Rederne, og »Redeplukkeren« maa være en baade behændig og modig Klatrer; thi et eneste Fejltrin kan bringe ham Døden i Brændingens Malstrøm eller paa den mørke Klippehules Gulv. Forinden lian stiger ned til sit farefulde Arbejde, bringer han da ogsaa Brændingens Beherskerinde Loro eller Durga Ofre og ydmyge Bønner, — en Rest fra Brahma-læren, som endnu har holdt sig blandt de muhamedanske Javanesere. Ogsaa udenfor Rugetiderne har Salanganerne deres sikre Tilhold i disse Huler og dybe Kløfter, som de ofte deler med Flagermusene, uden at Kontubernalerne imidlertid kan genere hinanden det mindste; thi naar den ene Part drager ud til sit Dagværk, vender den anden tilbage fra sine natlige Ekspeditioner, og saaledes forstyrrer de aldrig hinandens Søvn! Ved Solopgang vaagner Salanganerne, farer lynsnart fra det klamme Tusmørke ud i det blændende Dagslys og spredes saa for alle Vinde, uden at det er muligt at følge deres Færd. Sikkert strejfer de mange Mile om paa deres Jagter efter forskellige smaa Havdyr, inden de om Aftenen, undertiden først to—tre Timer efter Solnedgang, vender tilbage til Nattekvarteret, — sædvanligvis alle paa nøjagtig samme Tid. Hvor bælgmørkt det end kan være, suser de som Pile gennem de snævreste Kløfter og Hullei' uden en eneste Gang at tørne imod hinanden eller Omgivelserne. At de daglige Togter ikke drejer sig om Smaa-afstande fremgaar af, at de i Javas Indre levende Salanganer to Gange daglig maa tilbagelægge 70 Kilometer blot for at naa ud til selve Kysten og tilbage igen. Efter de Indfødtes Udsagn lever de kun i ringe Grad af Insekter og da fornemmelig Myg; Havdyr er ubetinget Hovednæringen. I Rugetiden flyver kun Halvdelen ud, medens Resten har Vagt. Hanner og Hunner skal da afløse hinanden regelmæssig hver sjette Time. Forud for hver Rugeperiode