Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

134 DYRENES LIV vestlige Del af Mellemasien er Isfuglens Hjem. I Danmark forekommer den enkeltvis eller parvis, dog ingenlunde almindelig, ved Aaer, Bække, Damme, Søer; bedst træffes den ved Mølleaaer i det sydøstlige Jylland, ofte i Selskab med Vandstæren. Ligesom denne opholder den sig om Vinteren ved Vandløb, der har et saa stærkt Fald, at de ikke fryser til. Sædvanligvis ses den kun, naar den pilsnart flyver hen over Vandet; thi dens Siddeplads, en Gren, en Sten eller en Pæl, er som oftest saa godt skjult, at man maa vide Besked for at finde den. Denne Plads, paa hvilken Fuglen tilbringer halve Dage, er altid valgt saaledes, at den derfra kan holde Øje med Vandet. Naar man taalmodig iagttager Isfuglen, ser man den pludseligt strække Halsen, bøje sig nedefter og styrte sig i Vandet uden at bruge Vingerne. Sædvanlig forsvinder den helt under Vandet, men arbejder sig igen med nogle Vingeslag op til Overfladen, svinger sig derfra op paa sin Siddeplads, afryster Vand-draaberne, pudser Fjerene lidt og indtager sin forrige Stilling. Kun naar den flere Gange har dykket forgæves, eller naar den slet ikke har faaet Øje paa nogen Fisk, flyver den til et andet Sted. Flugten er tung, og de korte Vinger maa, for at bære Kroppen, bevæges saa hurtigt, at man næppe kan skelne de enkelte Vingeslag. Gangen er yderst besværlig og indskrænker sig i Reglen til nogle faa Skridt; Isfuglen bruger Fødderne saa godt som udelukkende til at sidde med, idet den sjælden eller aldrig ses paa Jorden. Hvert Par har sit eget Omraade, paa hvilket det ikke taaler andre af sin Art. Kun Vandstære og Vipstjærter kan undertiden findes paa Isfuglenes Enemærker. I Yngletiden, naar den har et talrigt Afkom at forsørge, kan man af og til se den anvende nogle ejendommelige Flyvekunster, idet den da under sin Flugt lavt hen over Vandet pludseligt staar stille i Luften som en Falk eller Ørn for at tage et Bytte i Øjesyn, inden den styrter sig ned efter det. Dens Føde bestaar af Smaafisk, som den fanger med Næbet alene, aldrig med Fødderne, samt af Vandinsekter og i Nødsfald Igler. I vedholdende Regnvejr lider Isfuglen ofte Nød, da Vandet bliver uklart, saa at den ikke kan spejde efter Fisk. Om Vinteren mister mange af disse Fugle Livet ved at komme ind nnder Isen. I stejle, tørre, lerede Aabredder, paa hvilke ingen Vandrotte eller Væsel kan klattre op, hakker Isfuglen 30—60 Ctm. fra Overkanten el 5 Ctm. bredt, rundt Hul, som gaar lidt opefter, indtil en Dybde af 1/a—1 M., °g som bagtil udvider sig til en lille, rund Hule. Her lægger Hunnen i Maj paa opgylpede Klumper af Fiskeben 6—7 meget store, glinsende hvide Æg. Naar Isfuglen ikke forstyrres, benytter den sin Rede i flere Aar; men dersom den finder Indgangshullet udvidet, anlægger den en ny. Hullet til Isfuglens Rede kan let skelnes fra Vandrottens og andre mindre Pattedyrs Smaahuler ved den stærke Fiskelugt, der trænger ud deraf. Mærkværdigt er det, hvor nødigt en rugende Isfugl forlader Æggene eller de spæde Unger. Man kan banke paa Jordskrænten, ja endog udvide Ind-