Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 9 Fugle lever den paa den bedste Fod, men overfor sine Lige er den noget trættekær, og naar Skinsyge kommer med i Spillet, forefalder der endog Slagsmaal paa Liv og Død. Ogsaa i Bur kommer Blaa-halse undertiden i saa heftig Strid, at den ene hugger den anden ihjel. Sangen er meget behagelig, og næsten alle Hanner optager Toner, ja endog Strofer af andre Fugles Sang, hvorfor Lapperne kalder Blaahalsen »den hundredtungede Sanger«. Føden bestaar af Orme og Insekter, om Efteraaret tillige af Bær. Reden er fortræffelig skjult og vanskelig at finde Den indeholder midt i Maj 6—7 tyndskallede Æg af bleg blaagrøn Farve, undertiden med en brunlig Marmorering ved den butte Ende. Begge Mager skiftes til at ruge. Den bekendte Rødhals, paa norsk: Rødfinke, (Erithactis mbi-culus') er oventil mørk olivengraa, nedenunder graalig; Panden, Struben og Overbrystet er stærkt gulrøde med askegraa Indfatning. Længden udgør 15 Ctm. Det synes, som om Rødhalsen blot har hjemme i Europa; i alt Fald naar den ikke langt ud over Grænserne for denne Verdensdel. Paa sine Rejser besøger den dog Nordvestafrika og de nærliggende Øer; men Størstedelen af de Rødhalse, der forlader os om Vinteren, drager kun til Sydeuropa. Den indfinder sig tidligt, allerede i Marts, og rejser først i Oktober eller November. Enhver Skov med tæt Underskov og fugtige Steder svarer til Rødhalsens Fordringer, og i den opslaar den sin Bolig. Det er en tiltrækkende Fugl, med et muntert og livligt Væsen. Paa Jorden holder den sig ligesom Blaahalsen kækt oprejst med Vingerne noget hængende. Den hopper rask afsted med smaa Ophold °g flyver med stor Behændighed. For Mennesket er den ikke synderlig bange, men synes at være sig bevidst, at man gerne skaaner den. Mod sine Lige viser den sig kaad og driHelysten og ikke sjældent trættekær. Dog har man ofte haft Beviser paa, at den kan være medlidende og barmhjertig. En Han-Rødhals, som blev fanget paa Reden og tilligemed sine Unger bragt ind i et Værelse, madede og varmede disse ligesom før og opfostrede dem, indtil de blev store. Omtrent otte Dage efter bragte man en anden Rede med unge Rødhalse ind i Værelset til den gamle Han. Da Ungerne blev sultne og begyndte at. blive højrøstede, kom Hannen hen til dem og saa længe paa dem; derpaa skyndte den sig hen til Skaalen med Myrepupperne og fodrede nu ogsaa disse Unger, som om de havde været dens egne. Nauman havde et lignende Tilfælde, da han vilde opfostre en ung Irisk. Den sultne Fugl vedblev at skrige og vakte derved en i Værelset omkringflyvende Rødhals’ Deltagelse. Denne begav sig hen til Buret og blev anraabt om Foder, og nu fløj den hen til Bordet, hentede Brødkrummer og madede Irisken, og dette gentog sig, hver Gang den Forældreløse lod sig høre.