Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SKRIGEFUGLENE 145 udgaaede Grene, og deres Stemme lyder nok saa munter, medens Vandet driver af dem. I Nærheden er der tæt Løv og tykke Grene, under hvilke de kan finde Ly; men de foretrækker den varme Tordenregn og synes at befinde sig vel derved. Saa snart Regnen er forbi, skynder de sig rigtignok med at tørre Fjerene. I smukt Vejr foretrækker de derimod afgjort de mest løvrige Kroner, hvad enten det nu er for at beskytte sig mod Solstraalerne eller for at skjule sig. Det sidste gør de ufejlbarlig, saasnart de aner Fare. Papegøjernes Næring bestaar af saftige og haardskallede Frugter af Palmer og andre tropiske Planter, men i det hele er det ikke usandsynligt, at de større Arter æder mere dyrisk Føde, end man tror. Det er morsomt at iagttage Papegøjernes røveriske Overfald paa Frugttræer og Marker, og navnlig ved saadanne Lejligheder minder disse Fugle om Aberne. Den List og Snildhed, med hvilke de udfører deres Røvertog, er enhver Iagttager paafaldende.« Naar de plyndrer en Majsmark,« skriver Pøppig, »betvinger de deres Tilbøjelighed til at skrige, og der høres da kun undertrykte, lige-' som knurrende Lyde, medens Ødelæggelsens Værk gaar for sig. Ikke let formaar en Jæger at liste sig bagpaa de fiffige Tyve; thi der udstilles altid et Par af de ældste som Vagt paa de højeste Træer Det første Advarselsskrig besvares med et almindeligt, halvhøjt Udraab af de forskrækkede Tyve, og ved det andet Signal flygter hele Sværmen under bedøvende Skrig, — men blot for at vende tilbage, naar Faren er overstaaet.« Efter Maaltidet flyver Papegøjerne hen for at drikke og bade sig; de basker ogsaa gærne med Vingerne i Sand og Støv ligesom Høns. I Reglen yngler Papegøjerne i hule Træer; nogle amerikanske Arter ruger imidlertid i Klippehuler, og flere langhalede, indiske Arter yngler i Fordybninger i gamle Bygninger som Pagoder, Grav-minder o. s. v. Kun Jordpapegøjen lægger sine Æg paa den bare Jord. Som oftest ruger Papegøjerne i større Selskaber, ofte i uhyre Skarer. De finder dog ikke altid Rugehullet i et Træ fuldfærdigt, men maa gøre Brug af det stærke Næb for at udvide den altfor snævre Indgang. I Almindelighed ruger Hunnen alene og fødes i den Tid af Hannen, som underholder den med en fortrolig Smaa-snakken. Papegøjen forsvarer sit Afkom med den største Opofrelse, og enkelte Arter tager sig kærligt af Forældreløse, endogsaa af andre Slægter. I Gennemsnit synes de allerede i det andet Aar at opnaa den fulde Fjerpragt. De lever imidlertid meget længe, og gennem fangne Eksemplarer har man i saa Henseende gjort de mærkeligste Erfaringer. Ofte har de levet meget længere end den Familie, hos hvilken de tilbragte deres Ungdom; de har endog, som der gaar et Sagn om i Sydamerika, set et helt Indianerfolk uddø og forgaa. »Det er sandsynligt,« bemærker Humboldt, »at den sidste Familie af Aturerne er uddød for ikke overmaade lang Tid siden; thi i Maypures lever der endnu en gammel Papegøje, om Brehm: Dyrenes Liv. II. 10