Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 173 om, at der ingen Fare er, sænker den sig lavere ned og stryger nu frem og tilbage omtrent 20 Meter over Vandet, idet den af og til staar stille i Luften for at tage en Fisk, den har opdaget, i nøjere Øjesyn; derpaa slaar den med langt fremstrakte Fødder i skraa Retning ned paa Vandet, forsvinder under Overfladen, men arbejder sig rask opigen, hæver sig med nogle elastiske Vingeslag paa Vandfladen, afryster Draaber-ne saa godt som muligt og forlader derpaa for en Tid Vandet, lige meget om den var heldig i sin Fangst eller ikke. Den slaar Kloerne saa haardt ind Fiskeørn med Bytte. i Ryggen paa Fi- sken, at den ikke er i Stand til straks at faa dem ud, og det kan derfor ske, at den finder Døden, idet en altfor stor og tung Fisk drager ned med i Dybet. Alle Svømmefugle kender Flodørnen, betragter den paa en vis Maade som en af deres og skyr ikke dens Nærhed. Derimod maa Flodørnen døje meget ondt af andre Rovfugle. Næst efter Odderen er den det Dyr, der gør Fiskeriet det værste Afbræk. Paa begge Halvkugler af Jorden og næsten under alle Himmelstrøg træffes der store eller middelstore, noget plumpt byggede Rovfugle, som man efter de i Skandinavien forekommende Arter kalder Musvaager (Bu.teon.es). Deres Næb er kort, bøjet fra Roden og uden tydelig Horntand ved Randen. Kroppen er tyk og plump, Vingen temmelig bred og Fjerdragten tyk og løs; i Reglen er mørke Farver de fremherskende, dog ofte med en stærkt plettet og vekslende Tegning. Den almindelige Musvaage, paa norsk: Bas-pipen eller Ormehøgen (Buteo vulgaris) bliver 50—56 Ctm. lang