Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 175 Snogen for dens Størrelses Skyld, ombyttede han den med en mindre, og den ene Musvaage greb den øjeblikkelig midt om Livet. Snogen omsnoede dens Fødder, saa at Fuglen maatte støtte sig paa Vinger og Hale for ikke at falde. Den arbejdede dog med Spidsen af Næbet, men brugte henved 12 Minutter til at sønderrive den sejge Hud; derpaa sled den Snogen i Stykker og slugte disse enkeltvis. Nogle Dage efter gav Lenz hver af sine Musvaager en uskadelig Staalorm, som straks blev slugt levende. Da den første var færdig med Staalormen, lagde han en giftig Hugorm for den. Musvaagen rejste straks Fjerene, løftede Vingerne højt i Vejret og skreg af alle Kræfter, men fo’r dog i Bevidstheden om sin Overlegenhed løs paa sin Fjende, greb den midt om Livet og vedblev skrigende at slaa med Vingerne. Dens Angreb og dens hele Færd var højst forskellig fra den Maade, hvorpaa den plejede at angribe giftløse Slanger. Den holdt Hovedet højt og syntes at sigte. Hugormen snoede sig om dens Fødder, hvislede og bed som rasende til alle Sider, men i Blinde, saa at den huggede i Luften eller kun traf Fuglens Svingfjer. Pludselig faldt der et kraftigt og sikkert Hug af Rovfuglens Næb paa dens Hoved, som paa Øjeblikket var sønderknust. Endnu snoede Slangen sig ynkelig i Bugter; men dens Modstander ventede, idet den nøje fulgte alle dens Bevægelser, indtil den næsten var livløs, og slugte den da hel og holden med Hovedet forrest. Lenz vedbliver derpaa saaledes: »Nu saa den sig om, og dens Øje syntes at udfordre en ny Fjende. Jeg lagde en ung Hugorm for den. Slangen fik Tid til at rulle sig sammen; dens Hvislen, dens Hug henimod Rovfuglen, dens funklende Øjne, med hvilke den kun syntes at se denne alene, beviste tydelig, at ogsaa den, der vel aldrig før havde set en Musvaage, straks kendte sin Dødsfjende og forudsaa en Kamp paa Liv og Død. Mig værdigede den ikke et eneste Blik. Kampberedt, men forsigtig og med opløftede Vinger nærmede Rovfuglen sig og ventede paa, at Fjenden skulde blotte sig. Da kastede jeg et fedt Frølaar hen paa Hugormen; Rovfuglen sprang til og greb med sine mægtige Klør paa én Gang Frø og Slange. Denne sidste krummede sig, hvislede og bed rasende om sig. Fuglen slog som før med Vingerne for at forvirre den og holdt Hovedet højt, snappede derpaa med et pludseligt Hug dens Hoved og trykkede det kraftigt sammen. Slangen rev imidlertid Hovedet løs og søgte, halv bedøvet, atter at bide, skønt dens Bid nu var aldeles usikre. Da sønderrev Musvaagen aldeles dens Hoved, ventede atter, ligesom før, indtil dens Kræfter var ganske udtømte og slugte derpaa ogsaa denne Slange helt med Hovedet forrest. Om Aftenen, Tredjedagen efter, havde den endnu ikke udspyet nogen Klump; jeg gav den derfor en Korsnæb, som den fortærede stykkevis med Hoved og Fjer. Den følgende Morgen opgylpede den en Klump af Størrelse som et lille Hønseæg. Slangens Gifttænder var ikke deri; den bestod kun af Korsnæbets Fjer, haardeste Knogler og Næb samt af nogle faa af Slangens Bugskjolde.« For at forstaa det farlige i saa-