Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 179 vægelig paa en Mimosegren og leger med sin Top, idet den gravitetisk rejser og lægger den; men naar den ser et Bylte, forfølger den det ivrig igennem Busk og Krat og griber det næsten ufejlbarligt. De sydamerikanske S p u rv eh ø gsør n e (Morphnus) har Ørnenes Størrelse og stolte Holdning men Høgenes Form. Den mest bekendte er Morphnus guyanensis, hvis Hovedfarve er hvid med sortebrune Svingfjer med smalle Tværbaand. Den efterstræber saavel Pattedyr som Fugle og kendes let i Flugten, da dens blændende hvide Fjer stikker stærkt af imod den mørkeblaa Himmel. Den sidder hele Timer rolig i udgaaede Trætoppe og retter da undertiden sin prægtige Nakkebusk i Vejret. I et vist Slægtskab til den her omtalte Rovfugl staar den mægtigste af alle de Høgefugle, der lever i Sydamerika, Harpyen (Harpyia destructor), som er 1 Meter lang. Den er stærkt bygget, Hovedet er stort, Halen bred og lang, men Vingen kort og afstampet. Næbet er ualmindelig kraftigt med stærkt bøjet Spids og skarp Rand. Foden er stærkere end hos nogen anden Rovfugl, og Tæerne er væbnede med store, tykke, meget krumme Kløer. Fjerdragten er rig og blød, næsten som hos Uglerne, og i Nakken er Fjerene forlængede til en lang og bred Top, som kan rejses. Hoved og Ilals er graa, Nakkefjerene, Ryggen, Vingerne, Halen, det overste af Brystet og Siderne af Kroppen er skifersorte. Bugen har enkelte sorte Stænk paa hvid Grund, og Bukserne er vatrede med fine, mørke Bølgelinier. Fra Meksiko til midt i Brasilien og fra det atlantiske til det stille Hav synes Harpyen ikke at fattes i nogen større Skovstrækning. Den er i sin Hjemstavn en velbekendt, fra de ældste Tider i høj Anseelse staaende Rovfugl, om hvis Liv og Virksomhed man liar givet de urimeligste Fabler til Bedsle. Saaledes fortaltes der, at Harpyen næsten er saa stor som et Faar, at den, selv i tam Tilstand, angriber Mennesket, og at et eneste Hug af dens Næb er tilstrækkeligt til at knuse Hovedskallen paa en voksen Mand. Senere Iagttagere har imidlertid for længe siden gendrevet disse Overdrivelser. Harpyen opholder sig helst ved Flodbredder, hvor der rører sig et mangfoldigt dyrisk Liv. Hj'ppig er den dog intetsteds, sandsynligvis af den Grund, at den fra de ældste Tider er bleven stærkt efterstræbt af Indianerne, som sætter megen Pris paa dens Fjer til Pynt. Den sidder i Almindelighed paa Duehøgens Vis ikke i Toppen af Træerne, men paa deres nederste, tykke Grene. Derfra svinger den sig næsten lodret til Vejrs med korte Vingeslag og med en pilsnar, men ikke jævn Flugt; oppe i Luften kredser den nogle Minutter og styrter dernæst, naar den er heldig nok til at øjne et Bytte, af al Magt ned derpaa. Nogle Iagttagere mener, at den kun angriber Pattedyr, navnlig Aber og Dovendyr; men Tschudi har iagttaget, at den ogsaa efterstræber Fugle. »Ingen Rovfugl« siger