Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 181 af de højt vurderede Fjer paa en lettere Maade end ved at fælde den gamle Fugl. Den Indianer, som ejer en levende Harpy, bliver desuden en anset Mand. Det paahviler Kvinderne at fodre Fuglen og paa Vandringen at bære den gennem Skoven. Saa snart Fangen har faaet den gamle Fugls Fjerdragt, begynder dens Lidelser; thi Ejermanden berøver den da to Gange om Aaret dens Sving- og Styrefjer for at pryde sine Pile dermed eller for at faa sig en smuk Hovedpynt. Disse Fjer er et af Indianernes vigtigste Omsætningsmidler, og behændige Harpyjægere tilhandler sig ved Hjælp deraf alt, hvad der har Værd for en Indianer. Efter disse Udlændinge følger vor kun altfor hyppige Spurvehøg (Accipiter nisus), som er Medlem af en Slægt, der er udbredt over hele Jorden. Den er omtrent 32 Ctm. lang, men Hunnen er 8—9 Ctm. længere. Hos de gamle Fugle er hele Ryggen mørk aske-graa og Bugen hvid med rustbrune Bølgelinjer og Streger. I Europa synes Spurvehøgen intetsteds at mangle, og i største Delen af Mellemasien turde den ligeledes være Standfugl. I Danmark er den, næstefter Musvaagen, den almindeligste Rovfugl. Man kender ikke faa Eksempler paa, at Spurvehøge er bievne fangne i Huse, idet de har forfulgt deres Bytte med en saa stor Begærlighed, at de glemte alt andet. Ja, det hændte endogsaa en Gang, at en Spurvehøg forfulgte en Fugl ind i en Kupé i et Jærnbanetog for fuld Fart. Fra Agerhønen til Fuglekongen synes ingen Fugl at være sikker for dens Angreb, og mindre Pattedyr forsmaar den heller ikke. Dens Dristighed er undertiden forbausende. »Jeg gik en Gang,« fortæller Naumann, »i min lille Lund og saa efter en Hejre, som rolig vilde flyve bort over Trætoppene. Pludselig styrtede en Spurvehøg frem fra de tætteste Grene paa et af de yderste Træer