Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

182 DYRENES LtV og greb den forskrækkede Hejre i Halsen, hvorpaa de begge under høje Skrig tumlede ned fra Luften. Jeg løb straks til, men blev fortidlig bemærket af Spurvehøgen. Den forskrækkedes og slap Hejren, som nu rolig fløj sin Vej. Jeg gad nok vide, hvad dei vilde være blevet af denne ulige Kamp, dersom jeg ikke havde forstyrret dem. Mon den lille, dumdristige Røver virkelig kunde have overvældet og ombragt Hejren?« Med sin Klogskab forbinder Spurvehøgen den største List. Den lurer formelig paa Fuglene og jager dem, baade naar de flyver, sidder og løber. Spurvene kryber af Frygt for den i Musehuller, da de véd, at de er fortabte, dersom de flyver; andre Smaafugle kaster sig fladt ned paa Jorden, holder sig ubevægelige og bliver derved ofte oversete. Reden er anbragt i Tykninger, sjælden synderlig højt over Jorden, men godt skjult, ofte paa Naaletræer tæt inde ved Stammen. Begge Forældrene bringer Ungerne Føde; dog er kun Hunnen i Stand til at dele den paa den rette Maade. Man har iagttaget, at Unger, hvis Moder var bleven skudt, omkom midt i den største Overflod, fordi Hannen ikke forstod at udstykke Føden til dem. Duehøgen, ogsaa kaldet Hønséhogen, paa norsk: Due-falken og Storhøgen (Astar palumbarius) er en stor Rovfugl af 55 Ctm. Længde og med et Vingefang af 1 Meler. Ryggen er mørk graabrun med et askeblaat Skær, Bugen hvid; Fjerene er tegnede med sortebrune Længdepletter og Bølgelinjer. Duehøgens Hjemstavn er omtrent den samme som Spurvehøgens. Den bebor dog maaske mere nordlige Egne og er en fastere Standfugl end denne. I Danmark, hvor Duehøgen er meget almindelig, synes de gamle Fugle at overvintre. Den er en vild, dristig, ensom og uselskabelig Fugl, som kun i Parrings- og Rugeliden lever sammen med sin Mage. Dens Flugt er hastig, især naar den slaar ned, ellers ofte svævende. Paa Jorden er den ubehændig. Stemmen er et stærkt, ildelydende Skrig, der dog ikke høres ret ofte. Duehøgen er i Bevægelse paa alle Tider af Dagen, selv i Middagstimerne. Dens forbausende Graadighed tvinger den til næsten altid at gaa paa Jagt; fra Trapper og Urhøns til de mindste Finker er ingen Fugl sikker paa den, og lige saa lidt de Pattedyr, den tror at kunne magte. Den slaar ned paa Harer for at ombringe dem; den tager de bidske Væseler op fra Jorden og Egernet ud af Reden. En umaadelig Skræk bemægtiger sig alle værgeløse Dyr, naar de ser den i Nærheden; dens Myrdelyst er saa stor, at den ikke kender til Skaansel. Navnlig er den stadig paa Jagt efter Duer. Disse tager skyndsomst Flugten, naar de bliver Høgen va r; men denne styrter i skraa Retning pilsnart ned iblandt dem og søger at snappe en. Dette sker i saa stor Hast, at der opstaar en Susen, som kan høres i hundrede til halvandet hundrede Skridts Afstand. Lykkes det den ikke at røve Duer ved Forfølgelse, saa griber den til en List. Grev Wodzicki meddeler følgende derom: »Paa mit Gods i Podolien blev der holdt mange Duer, saa at Dueslagene var