Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 183 overfyldte. Det store Antal Duer lokkede da snart alle Høge og Falke til fra Omegnen, og mine Duer blev saa stærkt forfulgte og tog saaledes af i Antal, at de snart ikke vovede at flyve ud paa Marken, men søgte deres Foder imellem Bygningerne. Duernes Erfaring og Klogskab ansporede Rovfuglene til List. De forlod kun sjældent Skjulene, fløj stedse lavt hen over Jorden og fjærnede sig aldrig langt fra Gaarden. Dette sæsomme Spil varede en Uge, og Rovfuglene trak nu det korteste Slraa ; kun to fiffige Høge forstod ved deres Snildhed hver Dag at faa Bytte. Den ene sad hele Timer igennem med strittende Fjer halvt skjult paa et Straatag, med stærkt sammenbøjet Hals, idet den aabenbart efterlignede en ügles Stilling. Duerne blev snart tillidsfulde nok til at sætte sig paa det samme Tag, og Røveren rørte sig ikke af Pletten; men saasnart Duerne fløj ud eller ind, skød den som en Pil løs paa dem og forfejlede sjældent sit Bytte. Derpaa fløj den hver Gang ind i Frugthaven med det, da den vel havde gjort den Erfaring, at der aldrig blev afskudt en Bøsse der, da Haven ligger imellem Bygningerne. Den anden Høg var endnu klogere, modigere og mere opfindsom. Den indfandt sig hver Dag paa en bestemt Tid, drev Duerne ind i Dueslaget og anstillede derpaa en formelig Klapjagt. Den satte sig nemlig først paa Flyvebrædtet, løb rundt om Dueslaget, stillede sig med udbredte Vinger paa den ene Side deraf og bankede saa længe paa det, idet den dansede omkring paa det samme Sted, at den omsider drev en Due ud, som den saa straks forfulgte.« Hareunger ombringer Duehøgen let; de Gamle angriber den planmæssig. Naar Haren søger at redde sig ved Flugt, slaar den gentagne Gange ned paa den, og naar Haren da er saaret og udmattet, griber den fat paa den og dræber den lidt efter lidt med Næbet og Kloerne. Denne Kamp varer sædvanligvis længe, og man har set Eksempler paa, at Haren en Tid lang har boltret sig rundt med Høgen, uden at denne slap den, skønt den ofte kom til at ligge underst. Blandt fangne Høge finder der Farailiemord Sted i videste Omfang. Den stærkere Høg fortærer regelmæssig den svagere, selv om det er dens Mage, dens Barn eller en af dens Forældre. Kort sagt, Høgen æder ethvert Dyr, som den kan magte, eller ombringer det i det mindste. Den bliver da ogsaa modtaget med et ubeskriveligt Had, saasnart den lader sig se. Navnlig er Kragerne utrættelige i at forfølge den og hugger efter den med en sand Dødsforagt. De kan let følge den, naar den flyver, men naar den slaar ned, bliver de langt tilbage, tilsyneladende ganske forbavsede. Naar en Høg har taget en Due, er det ikke sjældent, at Kragerne forfølger den saa hidsigt, at den maa slippe sit Bytte. De smaa Ædelfalke slaar ned efter den, og Svalerne gør sig altid en Fornøjelse af at følge den med advarende Skrig. Reden anbringes paa høje Skovtræer, helst paa tykke Grene inde ved Stammen. Hunnen ruger med den største Udholdenhed, og begge Mager tilsammen angriber endog Mennesker, naar de klatrer