Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 185 Det er let at kende Gribbefalkene i Flugten, da deres Vinger har et ejendommelig firkantet Udseende, fordi Svingfjerene, naar de er udbredte, synes at være lige lange. En af de mest udbredte Arter er Chimango’en, som Brasilianerne kalder den, (Ib yder crotophagus). Græsgange med Kvæg er dens Yndlingsopholdssted, og da ingen gør den Fortræd, kommer den ogsaa menneskelige Boliger meget nær. Der er næppe nogen anden Rovfugl, som lever af saa højst forskellige Stoffer som Chi-mangoen. Dens Stemme er en fin, skingrende, ofte gentaget Piben, som næsten virker bedøvende i de Landsbyer, hvor disse Fugle flokkes i store Skarer. En anden Art, Gribbevaagen (/. australis'), bebor den sydligste Del af Amerika og er især almindelig paa Falklandsøerne. Om dens Levemaade meddeler Darwin følgende: »Disse Rovfugle lever af Aadsler og Sødyr. Paa enkelte Øer maa Havet levere al deres Næring. De er i høj Grad frygtløse og søger rundt om Husene efter Affald. Naar et Jagtselskab skyder et Dyr, samles der straks en Flok af dem for, siddende paa Jorden, taalmodig at oppebie, om der ikke falder noget af til dem. De angriber ogsaa saarede Dyr; en anskudt Skarv, som var flygtet ind til Strandbredden, blev øjeblikkelig angrebet af flere af dem og dræbt. Of- ficererne paa et Krigsskib, der om Vinteren besøgte Falklandsøerne, fortæller, at disse Fugle kastede sig over en Hund, som laa og sov ved Siden af Selskabet, og at de var nærved at snappe de anskudte Gæs bort fra Jægerne.« Den mest udbredte Art er Carancho’en eller Traro’en (Polyborus brasiliensis), der findes hyppigt fra Florida til Sydspidsen af Amerika. Dens Længde er 70 Ctm. og Vingefanget 125 Ctm. De sortbrune Fjer paa Issen og Baghovedet kan rejses til en Top. Caranchoen bebor parvis Stepperne, men ses ikke i Urskovene eller paa Bjærgene. Naar en Flok Faan ikke er bevogtet af en god Hund, er det ikke sjældent, at Caranchoen overfalder de nyfødte Lam og river Tarmene ud af Livet paa dem. Har en enkelt Fugl ikke Mod dertil, kalder den fire, fem andre til og bliver da en farlig Røver. Paa Aadsler er den en regelmæssig Gæst. Af Landbefolkningen er den meget forhadt, fordi den bortraner det Kød, der er ophængt til Tørring. Yderst komisk er den Stilling, Caranchoen antager, naar den skriger. Den lægger da Hovedet helt tilbage paa Ryggen og raaber skrattende »Tra—a!« Derpaa løfter den Hovedet med et hæst »Ro—o!«, som ligner Lyden af en Dør, der knager. Dette Skrig, efter hvilket man har kaldt Fuglen Traro, høres langt bort og er meget ildelydende. * * * Paa Overgangen til Gribbene staar fremdeles Slange falken eller Sekretæren (Serpentarius secretarius), der er en af de mærk-