Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ROVFUGLENE
193
Aadsler besørger de en bestemt Del af Arbejdet, idet det er dem, der aabner Bughulen og fortærer Indvoldene ved at stikke Halsen saa langt ind i det døde Dyr, som de kan. I Klippeegne findes der sædvanligvis flere Reder paa samme Strøg i en indbyrdes Afstand af 100—200 Skridt. Mærkelig nok taaler de dog, at Lamme-gribben og andre Rovfugle, ja endog at den sorte Stork bygger midt iblandt dem I hver Gribs Rede findes der kun ét tykskallet Æg af et Gaaseægs Størrelse, som skiftevis ruges af begge Mager. Paa Træer bygger denne Grib aldrig.
Den gamle Verdens mindre Gribbe kan sammenfattes i en egen Gruppe, Aadselfuglene (Cathartæ), som adskiller sig fra de større Arter ved deres lange, tynde Næb, spidsere Vinger og svagere Fødder. De bygger Rede, ofte i store Kolonier, paa Klipper eller i Træer og lægger kun et eller i det højeste to Æg.
Blandt alle Medlemmer af Gruppen har intet opnaaet en saa stor Berømmelse som den egentlige Aadselfugl (Neophron percnop-terus'), den fra ældgammel Tid bekendte og beskrevne ægyptiske Aadselgrib, ogsaa kaldet den hellige Grib o. s. v. Det er den, hvis Billede forekommer saa ofte paa de gammelægyptiske Bygninger. Den adskiller sig fra de andre Arter ved sin ravneagtige Skikkelse. Hovedfarven er smudsig hvid med graa Skulderfjer og sorte Svingfjer. Aadselfuglen forekommer overalt i Sydeuropa, om end ikke almindeligt; i største Delen af Asien og Afrika er den Standfugl. I Egne, hvor den endnu ikke har maattet undgælde for Europæernes Jagtlyst, er den ikke bange for Mennesket. Det er ingenlunde nogen dum Fugl, og under vanskelige Omstændigheder griber den ofte til List for at skaffe sig det daglige Brød. Doven er den heller ikke; den er tværtimod næsten altid i Bevægelse; kun naar den har ædt sig mæt, sidder den længe paa ét Sted. I smukt Vejr stiger den undertiden op til en Højde af 1000—1200 M. Træer undgaar den helst, og i store Skove mangler den ganske; derimod ser man den hvile sig paa Klipper, • Tempelruiner, Moskeer og Huse. Det er en selskabelig Fugl, der næsten altid viser sig i større eller mindre Flokke, i hvilke der aldrig hersker Kiv og Strid. Over for de store Gribbe holder Aadselfuglene sig beskedent tilbage. Vel indfinder de sig i Reglen først ved ethvert Aadsel, da de er meget almindelige overalt; de prøver ogsaa, for saa vidt som deres Kræfter tillader det, at tage for sig af Retterne — navnlig pikker de Øjnene ud — men hvad de faar, er dog kun meget lidt. De venter derfor, indtil de store Gribbe har ædt sig mætte; men som oftest efterlader disse dem intet. Aadselfuglene maa derfor hjælpe sig paa anden Maade og tager til Takke med Smaakryb og alt Slags Affald ved de større afrikanske Byer. Tillige med Ørkenravnen er Aadselfuglen Karavanernes trofaste Ledsager; lejlighedsvis tager den ogsaa mindre Pattedyr og Fugle.
Til disse Fugle slutter sig i Mellem- og Vestafrika den nær-
Brehm: Dyrenes Liv. li. 13