Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 201 Kaukasus. Den nydelige lille Fugl bliver kun 17—19 Ctm. lang og er den mindste Ugle. Den er paa Ryggen musegraa med hvide Pletter, paa Bugen hvid med brune Længdepletter; Halen og Vingerne er prydede med hvide Baand. Dværguglerne er de livligste og muntreste af alle Ugler. Deres Skrig lyder som »Kirr, kirr!« Huleuglerne (Speotyto), der udmærker sig ved at have lange Ben med korte Tæer, har hjemme paa Amerikas Stepper og tildrager sig Opmærksomhed ved ganske særegen Levemaade. I Sydamerika lever Brasilianernes Curuja (S. cunicularia) og i Nordamerika Prærieuglen (S. hypogaea). Huleuglerne er Dagfugle, og den Rejsende, der betræder de træfattige Pampas-, Campos- og Llanos-Stepper i Syden eller Prærierne i Norden, ser den mærkelige Fugl selv ved højlys Dag sidde parvis paa de Smaahøje, der dannes af den af Murnieldyrenes eller Præriehundenes Huler udgravede Jord. Disse Huler er Uglens Hjem, og den bebor det ofte i Selskab med den retmæssige Ejer eller med hans frygteligste Fjender, Giftslangerne. I Brasilien ruger disse Ugler i Myreslugernes og Bæltedyrenes Boliger, i Nordamerika i Præriehundens saakaldte »Byer«. En anden Gruppe af Ugler udmærker sig ved en Busk opret-staaende Fjer over hvert Øre. De herhen hørende Arter, som man har givet Navn af Hornugler (Buboninae), er indbyrdes af en højst forskellig Størrelse. Hovedet er sædvanligvis stort, Vingerne middellange, Halen kort og næsten lige afskaaren; Fødderne er tæt befjerede. Øjet er paafaldende ved sin Størrelse og kun lidet hvælvede Overflade. Den store Hornugle, paa norsk: Bjærguglen, Hubroen o. s. v., (Bubo ignavus') er den største af alle Ugler og bliver 63—77 Ctm. lang. Dens tætle Fjer er paa Ryggen mørkebrune med sorte Bølgelinier, paa Bugen rustgule med sorte Længdepletter. Strube og Slør er lyse; Næbet er mørkt blaagraat og Øjet prægtig guldgult med rødlig Yderrand. I Europa er den mere eller mindre almindelig; ligeledes i hele Nordasien. Den opholder sig helst i Bjærgelier Skovegne, hvor den Ander de bedste Smuthuller. Ved Dag ses den sjældent; dens Fjerklædnings Farve stemmer saa nøje med Klippegrunden og med Træernes Bark, at det er vanskeligt at faa Øje paa den ubevægelige Fugl. Om Foraaret, i Parringstiden, skræmmer den ofte Nattevandreren ved sin høje, fjærntlydende Tuden, og der er næppe nogen Tvivl om, at det er dens natlige Strejftog, der har fremkaldt Sagnet om den vilde Jagt. Man hører den Tuden snart hist og snart her i Skoven; dette er dens Lokketoner og Elskovssang, hvorimod en rasende Fnysen, en uhyggelig høj Hvæsen, ledsaget af Klaprén med Næbet, er Udtrykket for dens Vrede eller Harme. Hornuglen efterstræber de forskelligste, store og smaa, Hvirveldyr. Dens Hovedføde er Rotter og Mus; men den forgriber sig ogsaa paa Harer, Kaniner, Ænder, Urhøns, Ager-