Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

202 DYRENES LIV høns og Gæs, ja efter Sigende endog paa Ræve og Hjortekalve. Selv med Ørne skal den undertiden bestaa en natlig Kamp. Forplantningen foregaar i Marts Maaned. Med Reden tager den det ikke saa nøje; naar det lader sig gøre, opslaar den sin Bolig i en forladf Høge-, Ravne- eller Storkerede, og i Nødstilfælde lægger den saa godt som paa den bare Jord 2—3 runde, hvide, ruskallede Æg. Medens Hunnen ruger, bringer Hannen den Føde. I Fare forsvarer de Gamle Ungerne til det yderste, ja man har endog haft Eksempel paa, at de hele Maaneder igennem har fodret deres fangne, i Bur indespærrede Unger. Hornuglerne hades og forfølges af saa godt som alle Dagfugle, endog af andre Ugler. Skov-Hornuglen, ogsaa kaldet den almindelige Hornugle og den lille Hornugle, (Aszo otus) adskiller sig fra den store Hornugle ved en mere langstrakt Krop, længere Vinger, forholdvis større Fjerører, vel udviklede Hudlapper ved Ørerne og et meget tydeligt Slør. I Farven er den noget lysere end den store Hornugle. Næbet er sort og Øjet højgult. Længden udgør 34—35 Ctm. Den er udbredt over hele Europa og er især almindelig i Mellemeuropa. I Danmark hører den ligesom Natuglen til de hyppigst forekommende Ugler, navnlig i Vintertiden, da den i Smaaflokke stor Hornugle. kommer dertil fra Norge og Sve- rig. Den fortjener sit Navn; thi den findes i Reglen kun i Skove, hvor den opholder sig i hule Træer. Om Natten kommer den ind til Byerne, og om Dagen træffes den af og til paa en Gren i tæt beplantede Frugthaver; dette er imidlertid kun Undtagelser. I sin Levemaade og Færd adskiller den sig ikke uvæsentlig fra den store Hornugle. Den er saaledes langt selskabeligere og mindre vredladen og trættekær end den. Kun i Rugetiden lever den parvis; saa snart Ungerne er