Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

FJERDE ORDEN: HØNSEFUGLENE. De typiske Medlemmer af denne Orden er kraftige, endog noget plumpt byggede Fugle med korte Vinger, stærke Fødder og en rig Fjerdragt. Næbet er sædvanligvis kort og hvælvet, og Overnæbets Rande griber ned over Undernæbet. Hovedet er som oftest besat med særegne Prydelser som Hudlapper, takkede Kamme, Hjelme, Fjerbuske o. s. v. Benene, Hønsefuglenes vigtigste Bevægelsesredskaber, er altid kraftigt byggede; Bagtaaen er i Almindelighed lille og sidder højere oppe end Fortæerne, saa at den kun berører Jorden med Spidsen; Kloerne er korte, men stærke, som oftest hvælvede samt underneden udhulede og vel indrettede til dermed at kradse i Jorden. Vingerne er korte og afrundede med stive, stærkt hvælvede Svingfjer. Halen er højst forskellig dannet, og ikke sjældent opnaar Hals- og Haledækfjerene en ejendommelig Udvikling, saa at navnlig de sidste bliver den vigtigste Prydelse for visse Arter. I Reglen adskiller Hannerne sig paafaldende fra Hunnerne, der optræder i en mere beskeden Dragt. Ordenen tæller ca. 400 Arter, der er udbredte over hele Jorden, dog især i Asien. De findes saavel i Skove som paa træløse Stepper, saavel over Snegrænsen i Alperne som paa de mosbegroede Højsletter i Norden; men de hører ikke til de rigt begavede Væsener. I Flyveevne kan de ikke kappes med de fleste andre Fugle, paa Træer føler de sig ikke hjemme og Vandet skyer de alle. Deres Rige er den flade Jord; thi de er fuldendte Løbere, og kun de, hvis Flyvefærdighed er størst, staar i denne Henseende tilbage. Undertiden tages Vingerne til Hjælp under Løbet, dog mest for at holde Kroppen i Ligevægt. Til at flyve beslutter Hønsefuglene sig i Reglen kun, naar de ubetinget bliver nødte dertil. Selv de tilsyneladende fredeligste Hønsefugle er lidenskabelige. Hønerne, som bliver trofaste Mødre; endog for ganske andre Fugleunger, naar de blot er kaldte til Live ved Varmen fra deres Hjærte, kender ingen Medfølelse, ingen Barmhjærtigbed, ingen Velvilje mod