Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 205 Kyllinger, der tilhører andre Høner, men dræber dem uden videre med Hug af Næbet, naar de blot har den fjærneste Mistanke om, at de kunde gaa deres eget Afkom for nær. Stærkest fremtræder dog denne Lidenskabelighed hos Hanerne i Parringstiden og fører til Kampe med Medbejlerne, som føres med den højeste Forbitrelse. Alle Rovdyr, saavel store som smaa, efterstræber ivrigt Hønse fuglene, og til disse naturlige Fjender slutter Mennesket sig som den værste af dem alle, idet der overalt gøres mere Jagt paa Høns end paa alle andre Fugle tilsammen. Paa den anden Side har Mennesket ogsaa fra den fjærneste Oldtid søgt at knytte nogle af disse nyttige Fugle til sig og har fra Sydasiens Skovstrækninger udbredt dem over hele Jorden. * * * Ørken- og Steppehønsenes Familie (Pteroclidac) danner i mange Henseender en Overgang imellem Duerne og Hønsefuglene. Fødderne er temmelig korte og fjerklædte indtil de korte Tæer; Fortæerne er til det første Led og derover forbundne med en Hud eller næsten sammenvoksede, Bagtaaen er overordentlig lille og sidder højt oppe eller mangler ganske, og Kloerne er korte, svagt bøjede, afstumpede og brede. Vingerne er meget lange og spidse, og ogsaa Fialen er lang. Farven er en ægte »Ørkenfarve«, der svarer nøje til Jordbundens, og Tegningen er overordentlig regelmæssig og afvekslende. Ørkenhønsene bebor Ørkenerne i Afrika og Asien og mangler heller ikke ganske i Europa. De fleste Arter er Standfugle; men deres overordentlige Flyeevne sætter dem i Stand til uden Besværlighed at tilbagelægge Tusinder af Kilometer, og de kan derfor undertiden vandre ind i Lande, hvor man ikke tidligere har bemærket dem. Midt i de tørreste Ørkener, paa Steder, hvor kun den stille og lette Ørkenløber og den tungsindigt klagende Sandlærke krydser den Rejsendes Vej, flyver en støjende Skare Ørkenhøns skrigende og støjende op for ham. De er udprægede Ørkendyr, men maa dog, førend de gaar til Ro, foretage en lille Udflugt til Drikkestederne, som for os vilde være en hel Dagsrejse og mere. Naar den talrige Flok under Skriget »Khadda, khadda!« flyver afsted, maa enhver bemærke den; men ellers er det ikke let at blive dem vaer, da deres ørkenlignende Dragt yder dem en saa fortræffelig Beskyttelse, at de, ved at trykke sig mod Jorden og holde sig rolige, gør sig usynlige selv for et øvet Øje. I Parringstiden opløser Flokkene sig i mindre Skarer og disse igen i enkelte Par. Hønen lægger sine faa Æg i en af den selv udkradset Fordybning og hengiver sig derpaa med Iver til Rugningen. Efter at have ynglet én eller to Gange samles Parrene igen i Flokke.