Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

208 DYRENES LIV Ur hønsene {Tetraones) har en bar Plet over Øjnene, og deres nøgne, røde Øjelaag er tæt besat med højrøde Smaavorter. Hos mange er Tæerae langs Siderne besatle med ejendommelige frynsede Hornudvækster, der maa anses for hæmmede Fjer. Den nordlige Del af Jorden er Urhønsenes Hjem. De udbreder sig fra Himalaya over hele Asien og Europa og er talrigt repræsenterede i Nordamerika. De fleste opholder sig i Skove, enkelte dog paa Stepper eller i Bjæregne, helt op imod Snegrænsen. Alle er de Standfugle og lever i Yngletiden parvis eller enkeltvis og udenfor den i mindre Flokke. Føden bestaar af Skovfrugter, Bær, Knopper, Blade, Naale af visse Naaletræer, Frø og Insekter. De bevæger sig rask i Skridt; men deres Flugt er tung og støjende, og de flyver aldrig højt eller længe ad Gangen. De fleste Arter lever i Polygami, og Hanerne giver i Parringstiden under de mest paafaldende Lader og Manerer de besynderligste Toner fra sig, hvad der i Jagtsproget kaldes at »skogre«. Kønsforskellen er meget udpræget. Hunnen lægger 8—16 glatskallede, brunplettede Æg i en lav, af den selv udkradset Fordybning, som den løselig klæder med Riskviste og af og til med nogle Fjer. Den ruger ivrig og forlader kun Reden, naar den trues af den øjensynligste Fare. Kyllingerne plejes omhyggeligt, indtil de kan flyve. I Lande, hvor der ikke er indført et ordnet Forstvæsen, og hvor der ikke bliver fredet om Urhønsene, gaar disse stærkt efterstræbte Fugle en Udryddelse imøde. Den største af alle Urhøns er Tjuren (Tetrao urogallus), en af de største Landfugle i Europa, en Prydelse for Skovene og en Glæde for Jægeren. Hanen er sortagtig med Metalglans, dens Hals dog graavatret og Vingerne brunvatrede. Hønen (Røj) er rustgul, sort-og hvidspættet. Hanens Længde udgør 90 — 112 Ctm.; dens Vægt 3,5—6 Kilo; Hønén er en Tredjedel mindre. Tjuren findes i alle Europas Høj- og Mellembjærge; men kun i Norges, Sveriges og Ruslands Skove forekommer den hyppigere og ligeledes i Nordasien. Den opholder sig helst i Bjærgskove og er en Standfugl, som blot i haard Frost og efter et stærkt Snefald tyer ned i et lavere Bælte. Dagen tilbringer den sædvanligvis paa Jorden, hvor den smutter om i et lavt Krat for at søge Næring og kun flyver op, naar den skræmmes af noget usædvanligt; om Natten sover den paa Træer, sædvanligvis i den nederste Del af Kronen. Hanen tagel’, i det mindste i Parringstiden, tiltakke med grovere Føde end Hønen, og i dens Kro findes ved denne Tid kun Naale af Gran- og Fyrretræer. Tjuren er i Reglen overordentlig sky, og saa vel Hanen som Hønen benytter sig af de skarpe Sanser til allerede i lang Afstand at undgaa enhver Fare. Den gamle Hane er en stridbar og ofte ondskabsfuld Fugl, som Aar ud og Aar ind ligger i Strid med andre Haner og derfor nødvendigvis maa føre et Eneboerliv. Dog kan der undtagelsesvis om Ei'leraaret findes flere Haner sammen.