Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 209 Tjurens »Spil« eller Parringsleg begynder henimod Midten af April om Morgenen ganske tidlig, saa snart de første hvide Lysstriber viser sig i Østen, omtrent Kl. 3 eller lidt senere. Idet den begynder at »skogre«, løfter den Halen, udbreder den vifteformig og holder de noget sænkede Vinger ud fra Legemet; den rejser tillige Fjerene paa Hovedet og Struben og tripper om paa Grenen. Dens første Slag lyder som s>Tød, ød, ød, ød!« o. s. v., indtil det saa-kaldte Hovedslag kommer, der lyder som »Giak!« og klinger højere end de foregaaende Skrig. Derpaa følger der en ejendommelig Lyd, der varer henimod fire Sekunder og omtrent klinger som den Støj, der frembringes, naar man hvæsser en Le. Imidlertid er Hanen som ude af sig selv og ænser intet. Det gaar saa vidt, at den ikke en Gang flygter for Knaldet af en Bøsse, selv om Skuddet har væ- Flyvende Tjurer. Han og Hun. ret reitet imod den, naturligvis forudsat, at den ikke er bleven truffet af noget Hagl. Naar Dagen er brudt frem, forlader Hanen sin Gren og begiver sig til Hønerne, der tripper om i nogen Afstand. I den tredje eller fjerde Uge af Legetiden vender Hanerne tilbage til det sædvanlige Opholdssted, som ofte ligger langt fra Legepladsen, og Hønerne skrider nu til at bygge Rede. Denne findes i en lav Fordybning ved en gammel Træstub, under et ungt Naaletræ eller imellem Bregner og er løselig udforet med Riskviste. Unge Høner lægger 6—8 Æg, ældre 10—12 forholdsvis stnaa, gulgraa Æg med mørkere Pletter og Punkter. Hønen ruger i den sidste Del af Rugetiden saa trolig, at man kan tage den op af Reden og atter sætte den paa den, uden at den røber Tegn til Frygt eller flyver bort. Man sætter derfor ofte en Indhegning ved de mest udsalte, ved Veje anlagte Reder, idet man sørger for at lade et Hul aabent, som er stort nok Brehm: Dyrenes Liv. II.