Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

210 DYRENES LIV for Hønen til at smutte igennem; deri finder denne sig ganske rolig. Nogle Timer efter, at Ungerne er krøbne ud, løber de, saa snart de blot er behørig tørre, med Moderen, og denne passer dem nu med den største Omhu og Kærlighed. Træffer man uventet paa en Tjurfamilie, er det rørende at iagttage, med hvilke Skrig og hvilken Støj Hønen modtager En ; i et Nu er alle Ungerne forsvundne, og de forstaar at skjule sig saa godt, at det er vanskeligt at opdage nogen af dem. Imod Ræven anvender Hønen den velbekendte List halvt at løbe og halvt flagre et Par Skridt foran den paa en Maade, som om den ene Vinge var lammet, for saaledes at lokke den bort fra Ungerne. Disse opfødes næsten udelukkende med Insekter, navnlig med Myrepupper. Ud paa Efteraaret adskiller Familiens Medlemmer sig efter Kønnet; Hunnerne bliver hos Moderen, og de unge Hanner strejfer om i Forening, lader af og til deres Stemme høre, slaas en Gang imellem og begynder allerede næste Foraar at føre de Gamles Levemaade. Tjuren har, foruden Ræven og Høgen, Fjender i Ørnen og den store Hornugle, og Æg og Unger efterstræbes af en Mængde mindre Rovdyr. Af egentlige Jægere skydes kun Hanen, og det blot i Legetiden. Den næststørste europæiske Aarfugl, Urfuglen, udmærker sig ved Formen af Hanens af 18 Fjer bestaaende Hale; den er nemlig saa dybt kløftet, at de længste Underdækfjer rager ud over de korte Mellemstyrere. Af disse er de tre mellemste Par lige lange, de yderste tiltager i Længde og bøjer sig halvmaaneformig udefter, saa at hele Halen faar en vis Lighed med en Lyre. Den almindelige Urfugl (Tetrao tetrix) er sort med prægtig staalblaa Glans, et snehvidt Baand over Vingen og en hvid Undergump. Næbet er sort og det nøgne Sted om Øjet højrødt; Tæerne er graabrune. Længden udgør 60—65 Ctm. Hunnen er rustgul og rustbrun med sorte Tværbaand og Pletter og har to hvide Tvær-baand paa Vingen. Urfuglen har omtrent den samme Udbredelse som Tjuren, men gaar ikke saa langt mod Syd og maaske noget længere mod Nord. I Tyskland findes den overalt, hvor der gives passende Skove, hvad enten det er i Dale eller mellem Bjærge. Tidligere var den meget hyppig paa de jyske Heder, hvor den fandt Tilhold i det høje Lyng; men nu er den paa mange Steder fortrængt ved Opdyrkning, navnlig ved Hedebrændingen, og paa andre aldeles udryddet ved en hensynsløs Efterstræbelse. Talrigst findes den mellem Klitterne ved Vesterhavet. I Sverige og Norge findes den i Mængde; den er ligeledes almindelig i Rusland og i Sibirien indtil Amurlandet. Den opholder sig helst i lavt Krat, især hvor der er Lyng; dog træffes den ogsaa i Moseegne. I Mellemtyskland er Urfuglen en Standfugl, om ikke i strængeste Forstand; fra Højbjærgene og i Norden tiltræder den derimod temmelig regelmæssige Vandringer. Vel er ogsaa den noget plumpt bygget ligesom Tjuren; dog løber den bedre