Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
220
DYRENES LIV
skadelige Insekter, ligesom dc ogsaa senere gør Gavn ved at æde meget Ukrudtfrø.
I Sydasien og Afrika forekommer der ved Siden af Agerhønen nærbeslægtede Fugle, Frankolinerne (Plernistes), som har et noget længere Næb, noget længere Fødder med en eller flere Sporer samt en længere Hale og en tykkere Fjerdragt. De lever par- eller familievis paa Jorden i Egne med tæt Krat, er altædende og løber og flyver godt. I Mellemafrika jages de ivrig med Mynder, Slynger og Garn. Endnu for tredive Aar siden forekom Frankolinen (Pt- vulgaris) paa Sicilien, paa nogle af de græske Øer og i Valencia. Nu synes den at være udryddet i Sydeuropa. Hannen er en smuk Fugl med sort Forhoved, Kinder og Bryst, et rødbrunt Halsbrand og hvide Stænk paa det sorte Bryst; Ryggen er sort og hvidplettet med rødbrune Fjerkanter, og underneden er Hovedfarven brunlig.
* * *
Vagtlerne (Coturnix) er mindre end Agerhønsene, men af en kraftigere Bygning, har forholdsvis lange, spidse Vinger og en blød, meget kort og afrundet Hale, som næsten ganske skjules af de forlængede Dækfjer, og en temmelig rig Fjerdragt, som fuldstændig bedækker Hovedet, og hvis Farve kun varierer lidt efter Køn og Aarstid. De er videre udbredte end de andre Afdelinger af Ordenen og især stærkt repræsenterede i de malayiske Lande og i Australien. Visse Arter, som den almindelige Vagtel, forekommer bogstavelig over den halve Jord. De lange Vinger sætter Vagtlerne i Stand til at foretage længere Rejser, og deres dermed forbundne Vandrelyst øver en betydelig Indflydelse paa hele Levemaaden. De er kun lidt selskabelige og slutter sig kun sammen i større Flokke, naar Vandredrift eller Sult bevæger dem dertil. Føden er omtrent den samme som de andre mindre Hønsefugles; dog tager de maaske flere dyriske end vegetabilske Stoffer til sig.
Den almindelige Vagtel (C. communis) er oventil brun med rustgule Tvær- og Længdestriber; Struben er rustbrun, Midten af Bugen gulagtig hvid og Siderne af Bryst og Bug rustrøde med lysegule Længdestriber; en lys, gulbrun Stribe gaar fra Roden af Overnæbet hen over Øjet, ned a*d Halsen og omfatter Struben; Haand-svingfjerene har rustrøde Tværpletter paa sortbrun Grund, og den første Svingfjer har udvendig en smal, gulagtig Rand; de rustgule Styrefjer har hvide Skafter og sorte Pletter. Længden udgør 20 Ctm.
I Europa forekommer Vagtelen overalt fra 60° n. Br.; i Mellemasien lever den i et noget sydligere Bælte, hist og her endnu hyppigere end i Europa, og den gennemstrejfer hele Nordafrika til Ækvator og hele Sydasien, ja det er endog sandsynligt, at den drager igennem det varme Bælte ned til de sydlige tempererede Egne. Vagtlernes Vandringer er i enhver Henseende mærkelige. De gaar aarligt for sig, men afviger paa en ikke væsentlig Maade fra andre