Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 219 begge Forældrene sig Fjenden i Møde, men angriber ham dog ikke i Bevidstheden om egen Svaghed, søger blot at bortlede hans Opmærksomhed fra Ungerne og selv at tildrage sig den for at føre ham længere og længere bort fra de Smaa, indtil de tror, at han er langt nok borte. Derpaa flyver Moderen først tilbage til Kyllingerne, som imidlertid ikke er vegne saa meget som en Fodbred bort fra Smuthullet, og søger skyndsomst at bringe dem et Stykke længere bort. Naar Faderen endelig ser alle sine i Sikkerhed, skuffer han ikke Forfølgerne længere, men flyver ligeledes bort. Säa snart alt igen er roligt, lader han sit Skrig høre, hvilket Moderen straks besvarer, hvorpaa han iler hen til Familien. Intet Rovdyr kan overliste de lige saa aarvagne som ømme og omhyggelige Forældre, og det hverken ved Nat eller Dag. De Smaas ubetingede Lydighed og indtagende Vedhængen ved Forældrene har man ligeledes ofte Lejlighed til at beundre.« Efterhaanden som Kyllingerne vokser til, bliver de imidlertid selvstændigere og handler mere og mere efter eget Skøn. Nærmer der sig nu en Fjende, saa flyver de alle op og kaster sig først et Stykke længere borte; opskræmmes de paany, saa opløser Flokken sig. Mener Faderen, at Faren er forbi, begynder han at lokke; det ene efter det andet af Børnene svarer, og de trofaste Forældre samler nu hele Børneflokken om sig, idet Faderen henter Kyllingerne én for én og bringer dem hen til Moderen, som har taget de allerede forenede under sin Ledelse. Sénere maa Hanekyllingerne overtage en Del af Faderens Bestillinger ved at staa paa Vagt og at holde Udkig. Naar unge Agerhøns mister Forældrene, søger de straks at slutte sig til en anden Flok. I den spæde Barndom æder Agerhøns saa godt som udelukkende Insekter, derpaa ligesom Forældrene ogsaa mange Plantestoffer, og undertiden holder de sig udelukkende til disse. Indtil Høstens Tid færdes Flokkene væsentligst paa Kdirnmarkerne; senere holder de sig til Kartoffelmarkerne eller Kaalhaverne, fordi de der finder det bedste Skjul. Vinteren er en slem Tid for Agerhønen, da Sneen, der dækker dens Næringsmidler, undertiden bliver saa haard, at den ikke kan bortskrabes. I sin Nød glemmer Agerhønen da sin Sky for Mennesket, nærmer sig Landsbyerne og søger Ly og Næring i Haver, ja endog i Gaarde og Forstuer. Men næppe har Tøvejret hist og her bortsmeltet Sneen, førend Hønsene er frelste, og naar de blot nogle Dage i Træk har ædt sig mætte, vender Livslysten straks tilbage hos dem. De har mangfoldige Fjender. Alle flrfød-dede Rovdyr truer Æggene og den spæde Yngel; Høge og Ædelfalke forfølger baade Unge og Gamle, og Spurvehøge, Musvaager, Mosehøge, Ravne og Skovskader bortsnapper Æggene. Man gør derfor vel i at frede om Agerhønsene ved at plante tætte Hegn og Smaabuskadser, som kan yde dem et Tilflugtssted. De skader ingen, men bidrager væsentlig til at oplive vore Marker og gør især som unge megen Nytte ved at fortære en Mængde for Sæden