Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

218 DYRENES LIV Egn end Agerhønen. Unge F'ugle bliver i Reglen boende paa den Mark, hvor de er komne til Verden, og naar Agerhønsene udryddes paa et Strøg, varer det længe, inden der indfinder sig enkelte Par fra de nærmeste Enemærker og atter befolker den øde Egn. Dog har man i Nordtyskland bemærket, at der næsten hvert Efteraar indfinder sig vandrende Agerhøns, undertiden i store Flokke. Man vil have iagttaget, at disse Høns, som af Jægerne kaldes Trækhøns, er mindre end de saakaldte Standhøns. Agerhønen er udbredt over alle Dele af Danmark, men træffes hyppigst mellem Klitterne i det sydvestlige Jylland. Hvor stærkt den end efterstræbes, bemærkes der ingen kendelig Aftagen i dens Talrighed. Den er ogsaa en Mester i at skjule sig og trykker sig i Nødstilfælde ned paa den flade Jord og bliver da let overset. Flugten er egentlig ikke tung, men kræver betydelig Anstrængelse, hvorfor Fuglen snart trættes. I Særdeleshed falder det den vanskeligt at svinge sig i Vejret, hvilket som bekendt sker med en ejendommelig Støj; den flyver heller ikke højt eller langt ad Gangen, allermindst i Blæst. Flokkene, der trolig holder sammen om Vinteren, opløser sig i Februar i Par. Nu hører man om Morgenen og om Aftenen Hanernes udfordrende Skrig og ser af og til to kæmpe sammen. De springer imod hinanden som kæmpende Gaardhaner og søger gensidig at saare hinanden med Næb og Kløer. Den svagere maa vige, og Sejrherren vender jublende tilbage til Hønen. Der paastaas, at en engang indgaaet Forbindelse mellem to Mager er uopløselig. Sidst i April eller i Almindelighed først i Maj begynder Hønen at lægge Æg. Reden er en simpel Fordybning i den flade Jord, udforet med nogle Straa. Undertiden skjules den af en Busk, inen som oftest findes den paa Hvede-, Ærte , Raps- og Kløvermarker eller i højt Græs paa Enge. De 9—17 Æg er pæredannede og glat-skallede, lidet glinsende og af en beskyttende, olivenbrungraa Farve. Hønen ruger omtrent tre Uger, og det saa vedholdende, at den efterhaanden taber saa godt som alle Fjerene paa Bugen. Medens den ruger, holder Hannen Vagt og advarer sin Mage for enhver Fare. Ungerne er nogle smukke, gulbrune Smaaskabninger, hvis Tegning bestaar af uafbrudte Pletstriber. De bevæger sig fra den første Dag med stor Behændighed og forlader Reden, inden de er .fuldkomment tørre eller befriede for alle vedhængende Smaa-stumper af Æggeskallerne. Begge Mager tager ivrig Del i Kuldets Opfostring. »Det er rørende«, siger Naumann, »at iagttage .Forældrenes ubegrænsede Omhu for disse Smaa. Ængstelig spejdende efter, fra hvilken Side Ulykken truer, løber Faderen frem og tilbage, medens Moderen med et kort Advarselsskrig samler Ungerne om sig, befaler dem at krybe i Skjul og rask anviser enhver af dem et Smuthul i Kornet, Græsset, Buskene, Hjulsporene o. s. v. og, saa snart hun tror dem alle godt gemte, opbyder alt for i Forening med Faderen at skuffe eller vildlede Angriberne. Modig stiller