Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

222 DYRENES LIV uden at røre sig. Men denne Tilstand varer ikke længe. Nogle af de ankoinné strækker sig, og snart løber hele Sværmen over Sandet for at søge bedre Skjulesteder. Fra nu af træffes der overalt Vagtler i Nordøstafrika, men kun enkeltvis. Ved Foraarets Begyndelse tiltræder de Tilbagerejsen. Til Danmark kommer de i Maj og forlader det atter i September. Sit Sommerophold tager Vagtelen helst paa frugtbare, kornrige Sletter; Bjærgegne skyer den, og ligeledes Mosedrag. Umiddelbart efter sin Ankomst opholder den sig helst paa Hvede- eller Rugmarker; paa sine Vandringer kaster den sig undertiden i Krat, men i Sommertiden forlader den ikke Markerne. Vagtelen er hverken smuk eller begavet, men alle hører gærne dens bekendte, vidtklingende Parringsskrig »Bik, vervik! Bik, vervik!« som bidrager til at oplive Landskabet. Den gaar rask, men med sammenbojet Hals og hængende Hale og nikker ved hvert Skridt; den flyver hurtigt, men snurrende og stødvis, og tilbagelægger udenfor Træktiden kun korte Strækninger ad Gangen. Naar den forfølges, bærer den sig højst taabeligt ad og synes at indbilde sig, at den ikke kan ses, naar blot Hovedet er skjult. Føden bestaar af forskellige Slags Korn, Blade, Knopper, Frø og Insekter. Sandsynligvis lever Vagtelen i Reglen i Polygami; Hanen er meget skinsyg, og slaas paa Liv og Død med sine Medbejlere. Hønen kradser helst paa Ærte- og Hvedemarker en lav Fordybning, forer den med tørre Plantestoffer og lægger 8—14 forholdsvis store Æg, som afviger meget, saavel i Tegning, som i Farve. Ungerne kan straks løbe af Sted med Hønen; i den anden Uge flagrer de allerede saa smaat, og i den femte eller sjette opnaar de deres fulde Størrelse og faar tilstrækkelig Flyveevne til at kunne tiltræde Efteraars-vandringen. Øen Capri er bekendt som et af de Steder, hvor der fanges de fleste Vagtler. I Rom skal der undertiden være blevet fortoldet 17,000 Stkr. paa en Dag, og paa den spanske Kyst er Fangsten ikke mindre indbringende. Agerhønsene repræsenteres i Amerika af Træhønsene (Odozt-tophorinae), som har et kort, meget højt, sammentrykt, ofte tandet Næb, høje Løb uden Sporer og lange Tæer. De opholder sig paa Marker og i Krat eller Skove, løber rask, har en let, om ikke udholdende Flugt og færdes behændigt mellem Grenene. Fremfor alle andre amerikanske Hønsefugle fortjener især den kaliforniske Topvagtel (Callipepla californica) og Hjelmvag-tel'én (G. gambeli) at blive indført i Europa. Begge udmærker sig ved en særegen Hovedprydelse, som er mere udviklet hos Hannen end hos Hunnen. Midt paa Issen hæver der sig nemlig 2—10, i Reglen 4—6 Fjer, som er smalle ved Roden, brede ud imod Spidsen