Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
228
DYRENES LIV
Dumhed.« »Dens Frygtsomhed « siger Naumann, »kender ingen Grænser. En forbiløbende Mas gør den meget forskrækket, ja, en Snegl, der kommer krybende, er nok til at skræmme Fasanhønen bort fra Reden, og viser der sig en virkelig Fare, bliver den liggende som død.«
Cuvier har først udtalt den Mening, at den højtberømte Vidunderfugl Phønix turde være Guldfasanen (Ph. pictus), og vist er det, at flere ældre latinske Digte om Phønix nøje passer paa denne Fugl. Den er i Sandhed en Pragtfugl. Hannen har en rig Busk af guldgule Fjer paa Hovedet, og Fjerene i Kraven er orangegule med fløjelssorte Kanter, hvorved der opstaar jævnsidesløbende, mørke Striber; Overryggen er guldgrøn med sorte Fjerkanter, Underryggen og Dækfjerene paa Overgunipen er højgule, Kinderne og Siderne af Halsen hvidgule, Overbrystet og Underkroppen saffrangule, Vinge-dækfjerene kastaniebrune, Svingfjerene graabrune med rustrøde Kanter, Skuldrene mørkeblaa, Halefjerene sort marmorerede paa brun Grund og de forlængede, smalle Haledækfjer mørkerøde. Øjet er guldgult, Næbet hvidgult og Foden brunlig. Længden udgør 85, Halelængden 60 Gtm. Hunnens Hovedfarve er mørk rustrød og underneden graagul.
Pragtfasanen (Ph. amherstice) giver ikke den foregaaende noget efter i Skønhed. Syd-Taurien og den østlige Del af Mon-goliet til henimod Amurlandet samt Mellemkina er Guldfasanens Hjem; Pragtfasanen har sandsynligvis hjemme i Japan. I Levemaade har Guldfasanen den største Lighed med sine omtalte Slægtninge. Den lader sig dog lettere tæmme end disse og kan lære sin Oppasser at kende.
Af alle Indiens Hønsefugle er Argusfasanerne (Argus) maaske de mærkeligste. Ikke alene er de paafaldende ved deres betydelige Størrelse — Hannen af den almindelige, her skildrede Art (A. gigantens) maaler fra Næb- til Halespids næsten to Meter, — men ogsaa Hannernes Fjerbeklædning og Livsforhold frembyder overordentlig Interesse. Ved Vingerne er der for det første den i hele Fugleklassen enestaaende Ejendommelighed, at Fjerenes Længde ikke, som ellers, tiltager fra Overarmen udad mod Haanden, men netop forholder sig modsat, saaledes at Armens Fjer (Svingfjerene af 2den Orden) er tre Gange saa lange som Haandens (Svingfjerene af 1ste Orden). Farvetegningen er ikke særlig straalende; i Henseende til Pragt og Glans staar den tilbage baade for Paafuglens og mange Fasaners; men ved sine fine Nuanceringer og smagfuldt sammenstemte Toner er den alligevel af en sjælden dekorativ Virkning. De lange Svingfjer er •— som Argusnavnet antyder — prydede hver med en Række store »Øjne«, hvori hvidt, gult, rødbrunt og sort er Hovedfarverne (som i det hele hos Fuglen), Jog disse er saa ejendommeligt skatterede, at »Øjnene«, naar Hanen under Frierdansen løfter og breder sine Vinger, træder frem som Kugler, der