Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 227 som enten overalt er rødgule eller bestrøede med med smaa, brune Pletter paa hvidgul Grund. Efter 25 Dages Forløb kryber Kyllingerne ud, nogle smaa, allerkæreste Skabninger med en højst tiltalende farvet Dunklædning. De vokser hurtigt, men opnaar dog først i det andet Aar de Gamles Størrelse og Dragt. Kødet er velsmagende, især naar Fuglen nyder større Frihed. Æd el fasanerne (Phasianus) har en taglagt, lang Hale, hvis mellemste Fjer er seks eller otte Gange saa lange som de yderste, og hvis forlængede Overdækfjer enten er afrundede eller dunagtige; i Stedet for en Top har de forlængede Ørefjer, som, naar de rejses, danner to Smaahorn. løvrigt ligner de den foregaaende. Ædelfasanen eller den almindelige Fasan, paa norsk: Jagtfasanen (Phasianus colchicus') er paa Hoved og Hals grøn-blaa, underneden rødlig kastaniebrun med sorte Fjerkanter og oventil ligeledes rødbrun med hvide Halvmaanepletter indenfor de mørke Fjerrande. De lange Haledækfjer er mørkt kobberrøde, Svingfjerene brune med rastgule Baand og kastaniebrun Rand. Næbet er brungult, Øjepletten rød og Foden rødgraa eller blyfarvet. Længden udgør 80, Halelængden 40 Ctm. Hunnen er jordgraa med sorte og mørkebrune Pletter og Baand. Den almindelige Fasan havde oprindelig hjemme i Kystlandene ved det kaspiske Hav og Vestasien. Ved Phasis i Landet Kolchis fandt de Grækere, der foretog Argonautertoget, den pragtfulde Fugl, opkaldte den efer Hjemstedet og førte den med sig til Grækenland. Derfra skal den have udbredt sig over Sydeuropa, og af Romerne, der satte megen Pris paa dens Kød, skal den være bleven ført til Sydfrankrig og Tyskland. I Mellemeuropa og i Danmark lever den i vild Tilstand; i Ungarn og Sydrusland er den hyppig, i Italien sjælden, i Spanien meget sjælden og i Grækenland, hvor den tidligere var almindelig, gaar den sin Udryddelse i Møde. I Henseende til Levemaade, Næring og Forplantning adskiller alle Fasaner sig ikke væsentlig. De færdes hele Dagen paa Jorden, lister sig fra Busk til Busk, gennemkryber Tjørnehække, begiver sig ind i Skovudkanter og fra disse tilbage til Markerne for der at æde frisk Sæd eller moden Frugt. Ved Mørkets Frembrud flyver de op i et Træ for at sove der. Deres Begavelse er ringe; egentlig tamme bliver de aldrig, fordi de ikke er i Stand til at skelne den, der plejer dem, fra andre, men ser en Fjende i ethvert Menneske. »Man vil vanskelig finde et Slags Vildt,« siger Winkell, »som saa let bringes ud af Fatning. Overraskes en Fasan ved det uventede Syn af et Menneske eller en Hund, saa synes den øjeblikkelig at glemme, at Naturen har givet den Vinger. Den bliver, hvor den er, trykker sig ned og skjuler Hovedet eller løber, ude af sig selv, om paa kryds og tværs. Befinder den sig ved Randen af en stigende Flod, bliver den staaende og stirrer stivt ned for sig, indtil dens Fjer er gennemblødte og dens Vægt saa stærkt forøget, at den ikke kan svinge sig i Vejret. Den gaar derpaa til Grunde som Offer for sin