Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

230 DYRENES LIV Iagttagelser: De to Køn lever adskilte, og Hunnerne synes ikke at have noget fast Opholdssted, men flakker omkring i Skovene og besøger blot lejlighedsvis Hannen i dens draiving-room eller Danseplads, — et jævnt Sted, udvalgt enten paa Bunden af en dyb Kløft, skjult af tæt Krat og Rørbevoksning, eller paa Toppen af en Bakke, hvor Juglen er mere aaben. Har Hannen først fundet sig et passende Standkvarter, anvender den al sin Omhu paa at indrette det saa fint som muligt. Paa et Areal af 6—8 Kvadratmeter bortfjernes hvert eneste Straa, hver Gren, hvert Blad og hver lille Sten, indtil Jorden ligger bar og jævn som et Stuegulv. Og falder en Kvist eller et vissent Blad ned derpaa, fjernes det øjeblikkelig. I den tidlige Morgen genlyder Skovene af Argusfasanernes Skrig, der kan høres et Par Kilometer borte og lyder uens for Hannernes og Hunnernes Vedkommende. De sidste er mindre husligt anlagte end Hannerne og danner sig kun en ganske primitiv Rede mellem tætte Rør, som de efter Rugetidens Ophør forlader for atter at genoptage det omflakkende Zigøjnerliv. ... At den aabne Plads virkelig er en Danseplads har man ganske vist ikke direkte Beviser for; men Argusfasanernes Danse i Fangenskab gør dette utvivlsomt. Paafuglene (Payo) adskiller sig som bekendt fra andre Hønsefugle ved deres overordentlig stærkt udviklede Haledækfjer. De er de største af alle Hønsefugle, har en temmelig lang Hals, et lille Hoved, korte Vinger, høje Ben og en lang Hale. Hovedet prydes af en Fjerbusk af smalfanede eller kun i Spidsen med Fane forsynede Fjer. Den almindelige Paafugl (Pavo cristatus) er paa Hoved, Hals og Bryst prægtig purpurblaa med et gyldent og grønt Skær, paa Overryggen grøn med kobberfarvede Fjerkanter, paa Vingen hvid med sorte Tværstriber, paa Underryggen mørkeblaa og paa Bugen sort. Sving- og Styrefjerene er lyst nøddebrune; de Fjer, som danner Slæbet, er grønne og prægtig prydede med Øjenpletter; de 20—24 Fjer i Fjerbusken har kun Faner i Spidsen. Hunnen er oventil brun, underneden hvid, og Fjerbusken paa dens Hoved er kortere og mørkere end hos Hannen. Paafuglen har hjemme i Ostindien og paa Ceylon og afløses i Assam og paa Snndaøerne, navnlig paa Java, af en nærstaaende Art. Begge Arter opholder sig i Skove og Junglekrat især i Bjærg-egne, dog fattes de paa Himalaya. I mange Egne af Indien anses Paafuglen for en hellig Fugl, og i Nærheden af ikke faa Hindutempler opholder der sig store Flokke af halvvilde Paafugle, som det paahviler Præsterne at sørge for. Tennent forsikrer, at kun den, der har set Paafuglene i deres ensomme Hjemstavn, kan gøre sig det rette Begreb om deres Skønhed. I de Dele af Ceylon, som sjældent besøges af Europæerne, er de saa overordentlig hyppige, at man ofte om Dagen paa én Gang ser dem i hundredevis, og at man om Natten ikke kan sove for deres uafladelige, høje Skrig.