Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 231 Prægtigst tager Paafuglen sig ud, naar den er fløjet op i et Træ, og dens lange Hale, der snart halvveis skjules af Løvet og snart bredes ud, bliver til en uforlignelig Pryd for Træet selv. Williamson paastaar, at han i enkelte Dele af Indien bar set 12—1500 Paafugle paa én Gang, men sædvanligvis har truffet dem i Flokke paa 30— 40 Stkr. Naar Paafuglen forfølges, søger den saa længe som muligt at redde sig ved hastigt Løb, og først naar den har vundet et vist Forspring, beslutter den sig til at flyve. Flugten er tung og støjende; Fuglen hæver sig i Almindelighed ikke over Skudhøjde og flyver sjælden langt. For Hunde eller store, flrfødede Rovdyr er den langt mere bange end for Mennesket, og erfarne indiske Jægere kan Paafugl. straks af dens hele Færd med Sikkerhed se, om der findes Tigre i Nærheden. Føden bestaar af alt, hvad vore Høns ædre; men Paafuglen er ved sin Størrelse og Styrke i Stand til at magte kraftigere Dyr, navnlig mindre Slanger, som den tildels fortærer. Hanen mister sit Slæb i September og faar det først igen i Marts. Nu udfolder den sin fulde Skønhed for Hønen og tér sig overhovedet ligesom sine tamme Efterkommere. Den af tynde Grene og visne Blade uordentlig byggede Rede findes sædvanligvis paa et noget opøjet Sted under en stor Busk og indeholder 9—15 Æg, som Hønen kun forlader i yderste Nødstilfælde. Naar Paafuglen først er bleven bragt til Europa, vides ikke bestemt. Aleksander den Store beundrede den meget, da han paa sit Tog til Indien første Gang saa den i vild Tilstand, og bragte,