Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

232 DYRENES LIV som Sagnet beretter, læmmede Eksemplarer med sig tilbage til Europa. Ved de romerske Kejseres Gæstebud spillede Paafuglen en stor Rolle, og der opvartedes med en Ret, lavet af disse Fugles Hjerner og Tunger samt af de kostbareste indiske Kryderier. I Tyskland og England synes den at have været meget sjælden endnu i det 14de og 15de Aarhundrede. Stolthed og Forfængelighed er de niest fremtrædende Træk i Paafuglens Væsen, og i Hønsegaarde gør den ofte Skade ved uden Grund at overfalde, mishandle, ja endog dræbe svagere Dyr. De i den nordlige og østlige Del at Nordamerika fra Kanada til Landtangen Panama udbredte Kalkuner (Meleagrinae) er store, slankt byggede Hønsefugle. Hoved og Forhals er nøgne og vortede, fra Roden af Overnæbet udgaar der en elastisk Kødlap, og frå Struben hænger der en slap Hud ned. Halen er noget afrundet og kan rejses. Paa Brystet har Hanen en Dusk af tynde Fjerskafter, som ligner Hestehaar og er længere end de andre Fjer. Den almindelige Kalkun (Meleagris gallopavo) er oventil brungul med sorte Fjerkanter; Underryg og Overgump er nødde-brune med grønne og sorte Baand; Brystet er gulbrunt, paa Siden mørkere, Bugen brungraa og Undergumpen sort; Svingfjerene er sortbrune, hvidgraa og brune med hvide Baand, Styrefjerene sort-vatrede, tegnede med mørke Baand og fint spraglede, ligeledes paa brunlig Grund. De nøgne Steder paaHoved og Hals er himmelblaa, under Øjet ultramarinblaa og Vorterne lakrøde. Længden udgør 100—110 og Halens Længde 40 Ctm. Hønen er noget mindre og har mindre smukke Farver. I Meksiko erstattes Kalkunen af en lignende Art, og i Guatemala lever Spejl- eller Paafuglekalkunen (Af. ocellata), som besidder Paafuglens Farveskønhed og Kalkunens Form. Skovene i de mindre befolkede Stater bebos endnu af vilde Kalkuner, medens de i de tætbefolkede Stater er udryddede. De lever en Del af Aaret i store Flokke og tiltræder uregelmæssige Vandringer, idet de om Dagen strejfer om paa Skovbunden og om Natten sover paa Træerne. Henimod Oktober, naar der endnu kun er faldet faa Træfrugter ned, drager de til de lavere Egne om Ohio og Mississippi. Hanerne slutter sig sammen i Selskaber paa 10—100 og søger Næring for sig alene, medens Hønerne og de halvvoksne Kyllinger samles i næsten lige saa talrige Skarer for senere at tage den samme Vej. Ved en bred Flod standser en Kalkunflok ofte i flere Dage og synes ligesom at holde Raad, indtil et eneste »Gluk!« af den ledende Hane giver Signalet til at flyve op. I frugtbare Egne blander Unge og Gamle sig mellem hverandre. I Parringstiden, midt i Februar, slaar Banerne Hjul, kaster Hovedet tilbage paa Skuldrene, lader Vingerne slæbe og udstøder den sæsomme Lyd, som vi kender saa godt fra de tamme Efterkommere. Ved denne Tid opstaar der ikke sjælden Kampe paa Liv og Død mellem to