HØNSEFUGLENE
239
Paa Overgangen mellem Hønsefuglene og Vandhønsene staar de sydamerikanske Tinamuer (Crypturiforrn.es). De har en plump Krop, en lang og slank Hals, et lille Hoved, et langt, tyndt og noget nedbøjet Næb, høje Ben med tynde Fortæer og en lille, højtsiddende Bagtaa, af hvilken hos enkelte Kloen alene er tilbage. De korte, runde Vinger naar kun til ned paa Underryggen, og Halen bestaar af 10—12 korte og smalle Fjer, som skjules af de lange Dækfjer. Hos nogle mangler Styrefjerene endog ganske.
De mindre Arter opholder sig paa aaben Mark, de større i Skov og Krat. De løber godt, men flyver tungt og ugerne; i Skræk trykker de sig hellere fladt ned paa Jorden eller skjuler sig i Græsset. Deres pibende Stemme er højst ejendommelig og tildrager sig straks Opmærksomheden. Næringen bestaar af Frø, Frugter, Grønt og Insekter. De jages i Sydamerika af Gamle og Unge under Navn af »Agerhøns« eiter »Vagtler« og repræsenterer der dette Vildt.
En af de almindeligste Arter er I n a m b u e n (Rhynchotus rufescens), der bliver 42 Gtm. lang. Den lever enkeltvis i Mellembrasiliens Camposegne og forekommer ogsaa i Argentina, Dens Ubehjælpsom-hed er saa stor, at Drenge kan fange den med en simpel Slynge, skønt den er en sky Fugl, som paa Grund af de stedige Forfølgelser er bleven meget forsigtig.