Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

242 DYRENES LIV Strudsen bebor Afrikas og Syriens Ørkener og Stepper. Tidligere har den utvivlsomt været talrigere end nu og har beboet Lande og Egne, i hvilke den nu er udryddet. I Yngletiden lever den i smaa Familier, som bestaar af en Han og to, tre Hunner. En saadan Familie synes at have et udstrakt Omraade at græsse paa, til hvilket den holder sig med en vis Sejghed. Den første Betingelse, som Strudsen stiller til sit Opholdssted, er, at der ikke mangler Vand; paa visse Steder nødes den dog paa Grund af Aarstidernes Indvirkning paa Planteriget til at vandre. Dens stærke Ben skænker den en Ævne til at skifte Sted, som maa sætte enhver i Forbau-selse. Anderson forsikrer, at den, naar den jages, og naar der er Tale om en mindre Afstand, maaske kan tilbagelægge en engelsk Mil i et halvt Minut, da dens Fødder næppe synes at berøre Jorden, og hvert Skridt ikke sjældent er 4—4,5 M. langt. Denne Angivelse er vistnok overdreven, men sikkert er det, at Strudsen ikke alene kan kappes med, men overgaar en Væddeløbshest. Zebraerne slutter sig gærne til den og drager saa megen Fordel som muligt af dens skarpe Syn, idet den flygter, saasnart den bemærker noget usædvanligt, og saaledes giver dem Signal til selv at flygte. Fangne Strudse viser sig i hele deres Færd højst enfoldige og lader sig ikke afrette til noget som helst, men følger blindt den svage Hjernes første Indskydelse. Føden bestaar væsentlig, dog ikke udelukkende, af Plantestoffer. I vild Tilstand afbider Strudsen friskt Græs og snapper Korn, Insekter og mindre Hvirveldyr uden nogensinde at skrabe i Jorden. I Fangenskab sluger den alt. hvad den kan faa fat paa, og man har i en enkelt Stiudsmave fundet Genstande af over 4 Kilos Vægt, nemlig Sand, Blaar og Klude til en Vægt af 3 x/2 Kilo samt tre Stykker Jærn, ni engelske Kobbermønter, et Kobberhængsel, to Jærnnøgler, syv Kobber- og tyve Jærnsøm, Blykugler, Knapper, Bjælder, Flintestene o. s. v. Disse haarde Ting benyttes sagtens som Knuseredskaber. Om Strudsens Forplantning har man først faaet fuldstændig Oplysning ved Iagttagelser, anstillede paa fangne Eksemplarer. Det fremgaar deraf, at flere Hunner lægger Æg i samme Rede, og at ikke de, men Hannen ruger, idet Hunnerne kun en sjælden Gang deltager i Rugningen. Æggene ruges regelmæssig om Natten, men forlades timevis om Dagen og tildækkes da sædvanligvis med Sand. De er de største af alle Fugleæg, er smukt ovale eller omtrent ens afrundede i begge Ender, og den glinsende Skal er meget haard og tyk og af hvidgul Farve med en Tegning, som minder om Marmor. Hvert Æg vejer efter Hardys Undersøgelse henved 11/2 Kilo eller lige saa meget som 24 Hønseæg. Blommen er meget velsmagende, men staar dog i saa Henseende tilbage for Hønseægget. Efter en Rugetid af 6—7 Uger kryber Ungerne ud ; det er pudsige Smaadyr, som mere ligner Pindsvin end Fugle, da de ikke er bedækkede med Fjer, men med stive, hornagtige Smaapigge, der stritter ud til alle Sider. Straks efter at de er komne ud af