Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 19 Fra 640 n. Br. til Pyrenæerne, Alperne og Balkan synes Brunetten overalt at yngle. Om Vinteren lever den i Sydeuropa, Nordafrika og det vestlige Asien. I Danmark findes den, dog ikke talrigt, fra sidst i Marts til i Oktober. Den foretrækker Naaleskove for Løvskove og hopper saa behændigt hen ad Jorden, at man tror at se en Mus smutte forbi. Lokkelonen lyder som »Di, dui, dii!« eller »Sri, sri!« I Angst udstøder den et højt »Didy!« Sangen er ubetydelig og bestaar kun af faa Toner. Den store, af Mos byggede Rede findes i Buske og unge Grantræer. Paa alle Højbjærge i Europa og Mellemasien træffes hyppigt Alpebrunellen (Accenter collaris), som har megen Lighed med Lærken. Den er paa Oversiden askegraa med brune Pletter, nedenunder askegraa med rødbrune Pletter paa Siden. Den hvide Strube er ligeledes plettet. Sving- og Styrefjenene er sortbrune, de sidste med hvide Pletter i Spidsen. Over Vingen gaar der to hvide Baand. Paa Alperne findes Alpebrunellen overalt hyppigt. Dens Yndlings-opholdssted er de stenrige Græspletter mellem Træ- og Snegrænsen; men om Vinteren stiger den mer eller mindre dybt ned i Dalene. Lokkestemmen er »Trui, trui!« og Sangen er kortstrofet, men klar og fløjtende. For Mennesker er denne Fugl ikke sky. Den af Mos byggede, halvkugledannede Rede findes i Stenrevner, under Klippeblokke og Buske af Alperoser, som oftest anbragt saaledes, at den beskærmes oventil. Alpebrunellen yngler to Gange om Aaret og vænner sig let til Fangenskab. Af alle Underfamiliens Slægter er de egentlige Græssmutter (Sylvia) den bedst kendte. De er slankt byggede, har temmelig kort Løb, middellange, let afrundede Vinger, temmelig kort Hale og en fyldig, silkeblød Fjerdragt, der som Regel ikke er særlig livligt farvet. Slægten omfatter godt en Snes Arter, der bebor den østlige Halvkugle og særlig dennes nordlige tempererede Egne. De holder til i Løv- og Naaleskove, Buskads og Haver, synger fortrinligt og bygger lidet kunstfærdige Reder lavt nede. Den er ikke sjældent befæstet paa en saa letsindig Maade, at et stærkt Vindstød kan kaste den ned af Grenene. Det er ikke vanskeligt at fange Græssmutter, og de fleste af dem vænner sig let til Fangenskabet og kan leve i Bur i en Række af Aar. Mange Elskere af Stuefugle foretrækker dem for alle andre Sangere. Den brystvatrede Sanger eller »Spanieren« (Sylvia ni-soria) er den største af de europæiske Arter. Dens Længde udgør 18 Ctm. Den er oventil mørk askegraa, sædvanlig med et rustgult Skær, nedenunder hvidlig med tætte mørke Tværstriber, der minder om Spurvehøgens Tegning. Halen er graabrun med en hvid Rand paa de yderste Styrefjer. Man har truffet den fra Sydsverrig til Mellemitalien, England undtaget, og mod Øst til Kasan, men overalt kun hist og her. I Danmark er den fundet ynglende i Kratskove i Østjylland ved