Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

290 DYRENES LIV Skestorken (P. leucerodia). Den er med Undtagelse at et gulag-tigt Bælte om Kroen ren hvid med sort, i Spidsen gult Næb og sort Fod. Længden udgør 80 Ctm. I Sydasien og Ægypten hører Skehejren sandsynligvis til Standfuglene; til nordligere Lande ankommer den med Storken, altsaa i Marts og April, og forlader dem atter i August og September. Fra Holland flyver enkelte undertiden til Danmarks Kyster. Skehejrerne vandrer om Dagen, ordnede i en lang Linie, og samler sig under Vejs, hvor de finder Næring. Deres egentlige Jagtdistrikt er dyndrige Flod- og Søbredder. Her skrider de som oftest vadende afsted med afmaalte Skridt og holder Kroppen foroverbøjet, saa længe de søger Næring, idet de bestandig svinger Næbet fra den ene Side til den anden og ligesom Klyden gennemsøger Vand og Dynd. Hvor de forekommer hyppig, danner de Kolonier og bygger da mange Reder i et og samme Træ. I heftig Sindsbevægelse knebrer de med Næbet, men ikke saa højt som Storkene. I bis’er ne (Ibidaé) bebor fortrinsvis det varme Bælte, og kun faa Arter forekommer i tempererede Jordstrøg. De, der gaar højst mod Nord, er Trækfugle, de andre Strøgfugle. Alle Arter opholder sig mere eller mindre i Moser, nogle ved Strandkanten, andre paa fugtige Bjærgsletter eller buskrige Stepper, dog bestandig kun, hvor der er Træer i Nærheden; thi i disse sover de om Natten. Deres Væsen og Færd har noget tiltrækkende ved sig, der forklarer den høje Anseelse, som nogle af disse Fugle nød i tidligere Tider, og som endnu bliver andre af dem til Del. Alle Ibis’er er selskabelige og slutter sig ikke alene til deres Lige, men ogsaa til andre Fugle. De forsmaar intet Dyr, som de kan faa fat paa og sluge; de, der lever ved Flodmundingerne og Strandkanten, fortærer Fisk, Krebs-og Bløddyr, og de, der lever i Moser, tager Padder og Vandinsekter. Yngletiden falder i deres Hjemstavns Foraar. Reden anbringes mellem Grene paa Træer eller i Krat og indeholder 3—6 ensfarvede Æg. Til Ungernes fuldstændige Udvikling udfordres der mindst 2 Aar. Ibis’erne kendes paa den slanke Bygning, middellange Hals, det lange, haarde og i Spidsen bueformede Næb, som er sammentrykt og har indadbøjede, skarpe Rande. Herhen hører den europæiske Ibis (Ibis falcinellu.s') som er kastaniebrun og oventil samt paa Sving- og Styrefjerene glinsende sortgrøn. Den nøgne Øjekreds og Fødderne er grøngraa, og Næbet er smudsig mørkegrønt. Længden udgør 60 Ctm. Den europæiske Ibis er udbredt over alle fem Verdensdele. I Europa bebor den navnlig Donaulandene, Rusland og det sydlige Polen og forekommer enkeltvis i Syditalien, Sydfrankrig og Spanien. I Slesvig og Holsten er der blevet skudt enkelte af disse Fugle, ja der er endog blevet nedsendt Eksemplarer hertil fra Island. Den opholder sig ved Strandsøer og i dyndrige Moser, ved hvilke den yngler. Det er selskabelige Fugle, som altid flyver højt, ordnede i en lang Ljniø