Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

VADEFUGLENE 291 og saa tæt ved hverandre, at den enes Vingespidser næsten synes at berøre den andens. Den europæiske Ibis hører til de mest velbegavede Medlemmer af Familien; i sit Væsen lægger den vel en vis Alvor for Dagen; men i Virkeligheden er den meget munter, ja endog overmodig og røber en vis Drillelyst ikke alene mod sine Slægtninge, men endog mod andre Fugle. Om Sommeren synes Orme, Larver og Insekter at udgøre dens vigtigste Næring, om Vinteren tager den Bløddyr, Smaaflsk og andre Dyr, der opholder sig i Vandet. Æggene er ensfarvet blaaliggrønne. I Nilen saa Oldtidens Ægyptere Skaberen og Opholderen af alt Liv og ophøjede den derfor til en Guddom. Som Følge af denne Anskuelse maatte ogsaa den med de stigende Vande i Ægypten indtræffende Ibis, den sikre Bebuder af, at den gamle Gud atter vilde udgyde sit Overflødighedshorns Velsignelse over det tørstige Land, staa i høj Ære og Anseelse og selv paa en Maade vise sig som en Guddom. Derfor betragtede man ogsaa Fuglen som hellig og sørgede for, at dens forgængelige Legeme ved Præsternes Kunst blev unddraget Forraadnelsen og opbevaret for Aartusinder. Ligesom Menneskets Lig blev Fuglens Legeme balsameret, og ligesom man optaarnede et Stenbjærg over den Kiste, der omslutter Kongens Mumie, saaledes rejste man ogsaa denne Fugl det Gravminde, som kaldes Sakahra-Pyramiden. I den findes i Tusindvis de af Urner omsluttede eller i Kamre lagvis opstablede Ibis-Mumier. Fremmede, der besøgte dette Vidunderland, har givet fabelagtige Beretninger om disse Fugle. Herodot fortæller saaledes, at Ibis’en ved Udgangen af Dalene lurede paa Dragerne, de flyvende Slanger og andre af Ægyptens Uhyrer, dræbte dem og derfor af Landets Beboere blev holdt i høj Ære. Plinius forsikrer i sin Naturhistorie, at Ægypterne ved Slangernes Komme andægtig anraabte Ibis’en. Det er i det hele et Spørgsmaal, om Ægypterne har æret denne Fugl paa Grund af, at den udryddede Slanger og andre skadelige Dyr, eller fordi den indfandt sig ved den Tid, da Nilen begynder at stige. Muligvis har Fuglens Ynde, Venlighed og Klogskab ogsaa været en medvirkende Grund til, at den æredes saa højt. Den hellige Ibis (Ibis religiosa) betragtes som Repræsentant for en egen Gruppe, der kendes paa det nøgne Hoved og den uøgne Hals og paa de i Spidsen dunagtige Skulderfjer. Hovedfarven er hvid, under Vingerne gulagtig, og Spidsen af Svingfjerene samt de lange Skulderfjer er sortblaa. Næbet er sort og Foden sortbrun. Den nøgne, sorte Hud paa Halsen er fløjelsblød at føle paa. Længden udgør 75 Ctm. Mærkeligt nok besøger Ibis’en nu ikke længer Ægypten, i det mindste ikke regelmæssig; der indfinder sig vel af og til en af disse Fugle, men den maa anses for en sjælden, vildfarende Gæst. Som Bebuder af Nilens Stigen optræder den først i Nubien. Allerede ved Chartum yngler der nogle Par, og længere Syd paa hører den med til de daglige Omgivelser. Straks efter sin