292
DYRENES LIV
Ankomst til Sydnubien opsøger den sine altid yderst omhyggeligt valgte Ynglepladser, og fra dem foretager den længere eller kortere Udflugter for at søge Føde. Man ser den færdes par- eller flokkevis paa det flade Land for at fange Græshopper, bemærker den ved Bredden af Floder eller Regndamme og ser den ogsaa hyppig, som oftest i Selskab med den lille Kohejre, blandt Kvæghjorde, uden Frygt for disses Hyrder, ligesom den overhovedet ikke viser sig sky for de Indfødte. Dens Holdning er værdig, dens Gang afmaalt, kun
Hellig Ibis.
i Skridt, aldrig løbende, Flugten let og køn ligesom den europæiske Ibis’es og Stemmen et lidet hørligt »Krah!« eller »Gah!« Den foretrækker fremfor alle andre Træer en Mimosaart, som Araberne kalder »Harahsi« (den sig selv beskyttende) paa Grund af dens tykke, tornefulde, næsten uigennemtrængelige Grene. Af disse be-staar Fuglens flade og kunstløse Rede, som ikke er synderlig bedre bygget end Ringduens, og i hvilken der paa et Underlag af fine Kviste og nogle Græsstraa findes 3—4 hvide Æg, omtrent af samme Størrelse som Hønse- eller Andeæg. Ibis’en fortærer vel undertiden
Smaaslanger — med større og farligere indlader den sig ikke —