Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

24 DYRENES LIV De har et stort, stærkt, skarpt Næb og kraftige Fødder. Den mellemeuropæiske Bastard-Nattergal, ogsaa kaldet den gulbugede Sanger, Gulbugen, Haveirisken (Hypolais philomela) er oventil graagrøn, underneden lysegul; Svingfjerene er sortbrune med grønlig Rand, Halefjerene er noget lysere end disse og har udadtil en lys Rand. Den kommer først her til Norden, naar alle Træer er udsprungne, midt eller sidst i Maj, og rejser sidst i August. I Løvskove kan den vel findes; men den holder sig hellere til Haver, i Nærheden af Menneskets Boliger. Desuagtet er den en ligesaa forsigtig som munter og urolig Fugl. Lokkestemmen er et blødt »Tæk, tæk!« hvortil der ofte føjes et velklingende »Teryt!« Vrede tilkendegiver den ved et Skrig, der lyder som »Hettetet!« Dens Sang bedømmes forskellligt; den er imidlertid ualmindelig afvekslende og bestaar af højst uensartede, tildels meget melodiske Toner. Naar den gulbugede Sanger ikke forstyrres, yngler den kun en Gang om Aaret, sidst i Maj eller først i Juni. Den pungdannede Rede findes i tætte Buske og bestaar af tørre Græsstraa, Basttrevler, Birkebark, Planteuld osv. og er indvendig foret med fine Straa, Hestehaar, Børster og Uld. Den indeholder 4—6 rødlige eller graalig rosenrøde Æg med mørke Pletter og Aarer. Løvsangerne (Phylloscopus) er nøje beslægtede med de fore-gaaende. Paa faa Undtagelser nær er de smaa, slankt byggede Fugle med længere Vinger end Græssmutterne, med lige afskaaret eller dog kun svagt kløftet Hale, tynde og middellange Fødder og et tyndt, sylformet, ved Roden noget fladtrykt, som oftest lyst farvet Næb. Hovedfarven er oventil grønlig eller brunlig og nedenunder gulagtig. Løvsangerne opholder sig for Størstedelen i Træernes Kroner og kommer derfra undertiden ned i Buske, men sætter sig sjældent paa Jorden. Næringen bestaar af Insekter, som de piller af Løvet eller henter frem af Sprækket- og Blomster eller snapper i Flugten. Bær synes de ikke at holde saa meget af som Græssmutterne. I Norden er de Trækfugle, men i Sydeuropa Standfugle. Nogle yngler to Gange, andre kun en i Sommerens Løb. Rederne er kunstigt byggede med 4—7 fintskallede Æg med mørke Pletter paa hvidlig eller svagt rosenrød Grund. Den almindeligste af vore nordiske herhen hørende Fugle er Løvsangeren, ogsaa kaldet den lille Bladsmutte og Spurvekongen, (Phylloscopus trochilus), Den er oventil olivengrøn, underneden hvid, med et graagult Skær paa Brystet. Længden udgør 12 Ctm. Det er en højst tiltrækkende Fugl, hvis simple og noget melankolske Sang ingenlunde er ubehagelig. Den bestaar al en Række bløde Toner, der omtrent klinger som »Hyid, hyid, hoid, hoid, hoid, hoid!« Dette er dens hele Sang; men Tonernes Blødhed og Stigen og Dalen giver den noget saa ejendommeligt og tiltalende, at