Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

VADEFUGLENE 295 skarvenes Reder, medens Tophejrernes smaa og gennemsigtige Reder gynger paa de tyndere Sidegrene. Paa den her omtalte Yngleplads er Nathejrerne som sædvanlig talrigst repræsenterede; derefter følger Silkehejrerne, Fiskehejrerne og endelig Tophejrerne. Med Undtagelse af Dværgskarven er Fuglene saa lidet sky, at selv en Uges fortsat Skyden ikke kan fordrive dem fra Pladsen. Vel flyver de op efter et Skud, men de sætter sig snart igen paa et Træ. Opholder man sig en kort Tid i Baaden under Træerne, opstaar der det mest travle Røre, og der følger da saa overraskende og afvekslende Optrin efter hverandre, at man ikke kan blive ked af at betragte dette Skuespil. Først klatrer Nathejrerne under høje Skrig og med de sælsomste Lader fra de øverste Grene ned paa Rederne, piller ved dem, skubber Æggene tilrette, drejer sig til alle Sider og spiler under en hæs Hvæsen det store, røde Gab vidt op imod enhver altfor nærgaa-ende Nabo; derpaa kommer de smaa Sølvhejrer sagte flyvende, den ene bærende en tør Gren til Reden, den ander, behændig hoppende fra Gren til Gren op til sin Bolig, Og Sam- Hejrekoloni ved Donau tidig med dem nær- mer de herlige gule Tophejrer sig med en let og ugleagtig Flugt, og til sidst kommer de noget forsigtigere Fiskehejrer. Der er en Støj, Skrigen, Hvæsen, Knagen og Bragen, et Virvar som af hvide, gule, graa og endnu mørkere Lygtemænd paa lyse-blaa Grund, saa at baade Øje og Øre forvirres og næppe kan gøre Tjeneste. Endelig bliver der roligere; de fleste Fugle sidder rugende eller agtpaagivende ved Reden; — da finder en Nathejre til Tidsfordriv paa at tage en Gren fra sin Nabos Rede, og straks begynder Skrigene paany. Atter et afdæmdet Piano; thi egentlige Pauser