Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

294 DYRENES LIV De storartede Flokke, som Hejrefuglene danner, yder et interessant Skue; dog er disse Fugles Optræden ikke saa graciøs og vindende som saa mange andre Vadefugles. De forstaar at antage de mangfoldigste Stillinger, men ingen af disse kan kaldes smuk; Gangen er sindig og betænksom og Flugten ingenlunde ubehændig, men ensformig og magelig og kan ikke sammenlignes med Storkenes og Ibisernes Flugt. Hejrerne kan nok svømme, men gør det paa en Maade, som uvilkaarlig bringer Tilskuerne til at le. Deres Stemme er en ubehagelig Hvæsen eller en høj, fjærntlyden.de Brølen, der forekommer mange uhyggelig. Blikket har noget lumsk ved sig, og af alle Vadefugle er de ogsaa de træskeste og ondskabs-fuldeste. Større og stærkere Dyr undflyr de ængstelig eller søger at gøre sig ukendelige for dem ved sælsomme Stillinger; mod mindre Dyr viser de sig mordlystne og rovgærrige eller i det mindste trættekære. Deres Føde bestaar fornemmelig af Fisk, dog er de mindre Arter væsentlig Insektædere — men hverken de eller de større forsmaar noget Dyr, som de kan bemægtige sig. Lydløst og besindigt vader de om i Vandet, med indtrukken Hals, saa at Hovedet hviler paa Skuldrene og Undernæbet paa den bøjede Hals; de spejder til alle Sider; med ét udstrækkes Halsen i sin fulde Længde, og Næbet farer nu som en udslynget Lanse løs paa Byttet, som i Reglen er fortabt. Disse Angreb ligner Giftslangernes; de sker med den samme Sikkerhed, Uundgaaelighed og Lumskhed. Naar Hejrerne angribes, forsvarer de sig som rasende og kan blive højst farlige, da de altid hugger efter Modstandernes Øjne. Alle Hejrer bygger Rede i Kolonier, ikke alene med andre Par af samme Art, men med beslægtede Fugle. I den store, flade, løst sammenføjede Rede findes 3—6 uplettede, hvide, grønlighvide eller blaagrønne Æg, som ruges af Hunnen, der fodres af Hannen. Ungerne forbliver i Reden, indtil de kan flyve, eller henimod den Tid, og mades endnu, efter at de har forladt den. I sydligere Lande danner en Hejrekoloni undertiden et storartet Skue, som det vil ses af følgende Skildring fra Ungarn: Det er i Begyndelsen af Juni, og Rørene har naaet en Højde af over 2 Meter. Saa langt Øjet rækker, svæver det hen over en endeløs Slette uden at finde noget Hvilepunkt. Men til det endeløse Grønne og Blaa danner underlige gule, graa, hvide og sorte Skikkelser den prægtigste Modsætning; det er lutter Sølv-, Purpur-, Topog Nathejrer, Skehejrer, Ibiser, Skarver, Terner, Maager, Gæs og Pelekaner. Paa de Pile og Popler, som hæver sig hist og her, bygger Hejrerne deres Reder. En Koloni har et Omfang af nogle Tusinde Skridt, og Rederne er fordelte paa 100—150 Piletræer, hvoraf mange bærer fra 10—20 Reder. Kun den, der har set en stor Raagekoloni, kan danne sig en Forestilling om et ungarsk Hejre-samfund. Paa de tykkere Grene af de større Pile staar Fiskehejrens Reder, og tæt derved, ofte endog hvilende paa disses Rand, Nathejrernes; højere og svagere Grene bærer Silkehejrernes og Dværg-