Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

308 DYRENES LIV Til de Rørhøns, der har et nøgent Hudskjold i Panden, hører den grønbenede Rørhøne, ogsaa kaldet rødblisset'Vandhøne, paa norsk: den rødblisset Rikse (Gallinula chloropus). Det er en i sin simple Fjerdragt meget smuk Fugl. Oventil er den mørk olivenbrun, forøvrig mørk skifergraa, paa Siderne hvidplettet og paa Gumpen ren hvid. Næbet er i Spidsen gulgrønt, men ellers ligesom Pandeskjoldet lakrødt, og Foden gulgrøn. Længden udgør 31 Ctm. Den grønbenede Rørhøne er udbredt over hele Europa og det vestlige Mellemasien, men strejfer kun sjældent over til Afrika. I Europa er den med Undtagelse af det høje Norden overalt almindelig. I Danmark er den ligesom i Tyskland en Trækfugl, som ankommer sidst i April eller først i Maj og drager bort i August eller September. I Norge er den sjælden. Den vandrer om Natten, rimeligvis Par for Par, og synes at tilbagelægge en Del af Vejen til Fods. I Foraaret ankommer Rørhønsene sammen til den Dam, hvor de yngler. De opholder sig helst ved Smaadanime, der ved Randen er bevoksede med Rør og Siv, og hvis Overflade tildels er bedækket af svømmende Vandplanter, og hvert Par har helst en Dam for sig alene, fra hvilken de fordriver alle andre. I Almindelighed ser man Rørhønen svømme, og den bruger da Benene saa flinkt, at den skyder en god Fart, uagtet den ikke har nogen Svømmehud. Under Svømningen ser den sig om til alle Sider og nikker ved hvert Tag med Hovedet; fra Tid til anden hviler den, sætter sig paa et Stykke svømmende Træ, pynter paa sine Fjer og smører dem ind; derpaa gennemsøger den Siv og Græs, mellem hvilket den let kan bane sig Vej med sin smalle Krop, og paa Grund af de ualmindelig lange Tæer kan den let smutte hen over Dynd, naar det blot er belagt med et Par Sivblade eller nogle Rør. Paa fast Jordbund vandrer den behændig afsted med store Skridt, og naar den jages, flygter den lige saa rask som en efterstræbt Høne. Man ser den ogsaa tit halvt løbende og halvt flyvende ile hen over det med Blade belagte Vandspejl. Overraskende er dens Færdighed i at dykke; i Fare forsvinder den med Lynets Hast under Vandets Overflade og ror ved Hjælp af Vingerne hastig afsted mellem Bunden og Overfladen, stikker blot Næbet op for at trække Vejret og svømmer derpaa videre under Vandet. Flugten er mat, tung og ikke hurtig; sædvanligvis stryger den lavt hen over Vandspejlet; har den først svunget sig i Vejret til en vis Højde, flyver den lettere med Hals og Ben lige udstrakte. Lokkestemmen lyder som »Terr, terr!« Advarselsskriget som »Kerr, tit, til!« eller, naar det gælder Ungerne, som et sagte »Gurr, gurr!« Reden findes sædvanligvis blandt Siv, paa nedtraadte Sivblade eller mellem flere Sivbuske paa Overfladen af Vandet, sjældnere paa en lille, lør Tue mellem Sivet. Naar de 8—10 gulgraa, mørkt punkterede Æg er udrugede, lader de trofaste Forældre sig ikke fordrive, og en Familie af disse Fugle frembyder da et saare tiltrækkende Skue: Ungerne