Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SYVENDE ORDEN. SVØMMEFUGLENE. Et almindeligt Kendemærke paa Svømmefuglene er Svømme-fødderne; men disse er ikke altid dannede paa samme Maade. I Reglen er Svømmehuden kun udspændt mellem de tre Forlæer, medens Baglaaen er lille eller ganske mangler. Er Bagtaaen derimod stor og forbunden med Indertaaen ved en Svømmehud, kaldes Foden en Aarefod. Svømmehuden kan være hel eller halv, d. v. s. kun ubetydelig eller meget dybt indskaaret. Hos enkelte, som Lappedykkerne, optræder Svømmefoden i Form af en Lappefod, idet Fortæerne indfattes af en Hudbræmme. Løbet er i Reglen kort og mere eller mindre sammentrykt; Benene staar vidt fra hinanden, saa at Gangen bliver vraltende, og undertiden er de stillede saa langt tilbage, at Fuglen, naar den sidder eller gaar, maa indtage en næsten lodret Stilling. Dette gælder dog kun om de Fugle, hos hvilke Svømmeevnen er mest udviklet, som Ænder, Alke og Fedt-gæs; hos de fortrinlige Flyvere, Maager, Terner o. s. v., er Benene anbragte mere fortil, og Gangen er derfor hos dem bedre. Næbets Form er højst forskellig, og hos mange er det dækket med en blød Hud. Halsen er sædvanligvis længere end Benene, og Fjerdragten er fast og læt og af en ejendommelig fedtet Beskaffenhed, saa at den med Lethed sky’r Vandet, selv ved et længere Ophold deri. Denne Egenskab vedligeholdes ved, at Svømmefuglene ved Hjælp af Næbet idelig indgnider Fjerene med Indholdet af en Fedtkirtel, der aabner sig ovenfor Halen. Medlemmerne af denne Orden er de egentlige Verdensborgere blandt Fuglene; de er bogstavelig talt udbredte over den hele Jord, forsaavidt der findes Vand. Man træffer dem paa alle Øer og Skær i det høje Norden, paa alle Vanddrag i Højbjærgene og ude i rum Sø; Arternes, men ikke Individernes Tal indenfor hver Art, tiltager henimod Tropelandene, og mellem Isbjærgene nær Polerne samles de i lige saa talløse Masser som paa Vandene under Ækvator. Svømmefuglenes Dykkeevne staar i nøje Forhold til Flyveevnen: