Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SVØMMEFUGLENE 319 bøjet; den har et gult, fortil paa Kanterne sort Næb uden Knop og en gul Hagehud, samt en gul Plet fra Næbet hen til Øjet. Længden udgør 160 Ctm. Sangsvanen er ikke sjælden i det nordlige Norge og Sverige, findes i Rusland og over hele Mellemasien til Beringsstrædet og forekommer ligeledes paa Island og i Nordamerika. Ved Danmarks Kyster indtræffer den skarevis i Oktober. I Bevægelsernes Ynde staar Sangsvanen tilbage for Knopsvanen; derimod udmærker den sig fremfor denne ved sin høje og forholdsvis velklingende Stemme, hvorom Schilling udtaler: »Sangsvanen henrykker ikke alene Beskueren ved sin skønne Form, men ogsaa ved sin Stemmes høje, forskellige og rene Toner, hvilke den ved enhver Anledning lader høre som Lokketone og Advarselsskrig, navnlig saa snart den har samlet sig i Flokke. Naar Havet udenfor Flodmundingerne i stræng Kulde til alle Sider er bedækket med Is, og Svanernes Yndlingssteder derved er bievne lukkede, naar disse statelige Fugle i Hundredevis ligger forsamlede i de endnu aabne Flodmundinger og ved melankolske Skrig ligesom beklager, at de ikke kan faa det nødvendige Foder, — da har jeg hele Vinteraftener og hele Nætter igennem i den dybe Stilhed atter og atter hørt disse mangestemmige Klagetoner i milevid Afstand. Den syngende Lyd kunde snart sammenlignes med Klokkeklang og snart med Toner af Blæseinstrumenter; dog er Ligheden ikke stor, og i mange Henseender overgaar den, hvad vi her har sammenlignet den med, fordi den hidrører fra levende Væsener og ligger vore Sanser nærmere end Klangen af det døde Metal. Denne ejendommelige Sang har givet Anledning til Sagnene om Svanesang.« Luftrøret har hos Sangsvanen en ejendommelig Bygning, idet det gør en stor Bugt, der optages af en Fordybning i Brystbenet, inden det træder ind i Brystet. Af alle sine Slægtninge er Sangsvanen maaske den heftigste og mest trættekære, men tillige vistnok den klogeste. For Sangens Skyld holder man i Rusland denne Svane i Parker og sætter der mindre Pris paa Knopsvanen. I de store Mosestrøg i Finland, det nordlige Rusland og Mellemsibirien, samt i Nordamerika og paa Island yngler den i temmelig stort Antal; i Tyskland bygger vel ogsaa af og til et Par, dog kun undtagelsesvis. Den lille Svane eller Pibesvanen (C. minor) adskiller sig fra de andre ved sin ringere Størrelse og ved sit ved Roden høje Næb, som kun i en Fjerdedel af Længden er gult, men forøvrig sort, ligesom Hagehuden. Den skal være hyppig i Sibirien, men er kun truffen enkeltvis 1 Danmark, navnlig ved Ringkøbing Fjod; i Norge er den ligeledes sjælden. I Sydamerika har der to Svancarter hjemme, af hvilke den sorthalsede Svane (C. nigricollis) hører til de mest tiltrækkende Svømmefugle. Dens Fjerdragl er hvid, men Hoved og Hals er sorte, og over Øjet har den en hvid Stribe. Den bebor Sydamerika fra