Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

320 DYRENES LIV den sydlige Del af Peru til Falklandsøerne og derfra langs Østkysten til Santos i Brasilien. Den nyhollandske Svane eller den sorte Svane (C. atraltis') bliver mere og mere almindelig i Parkanlæg. I Formskønhed og i Bevægelsernes Ynde staar den ikke synderlig tilbage for den hvide Svane og fortjener derfor alle Fugleelskeres Opmærksomhed. Hovedfarven er sortbrun, underneden noget lysere, med mørkegraa Fjerkanter; Haandsvingfjerene og Størstedelen af Armsvingfjerene er blændende hvide. Øjet er skarlagenrødt, Næbet karmoisinrødt med hvidlig Spids og Foden sort. I mindre besøgte Egne af Nyholland og Van Diemens Land forekommer denne Svane endnu i Mængde og er der saa lidt sky, at man kan skyde saa mange, man vil. I Væsen og Færd har den megen Lighed med Knopsvanen; dog er den mere skrigelysten og lader især i Parringstiden ofte sin betydelige Stemme høre. Naar den svømmer, er den allerede en Prydelse for Vandet; men i sin fulde Skønhed viser den sig dog først, naar den i Flugten udbreder Vingerne med de blændende hvide Svingfjer. * En talrig, over hele Jorden udbredt Familie danner Gæssene (Anseres), hvoraf enhver Del af Jorden har sine ejendommelige Arter. De tilbringer en stor Del af Livet paa Land; enkelte bygger endog Rede i Træer og sover paa Træernes Grene. Paa Sletteland findes de hyppigere end mellem Bjærgene. De gaar godt, svømmer vel ikke slet saa godt som visse Ænder eller som Svanerne, men dog temmelig rask, dykker som unge Fugle og i Fare og har en let, kraftig og ret udholdende Flugt, under hvilken de regelmæssig flyver i Kileorden. Hvorfor de flyver i denne Orden, er ikke vanskeligt at sige; thi kun paa denne Maade hindrer den ene ikke den anden i at se sig om til alle Sider, og desuden hjælper Kileformen dem til lettere at gennemskære Luften. Deres Stemme har nogen Lighed med Svanernes. Nogle Arter udstøder brummende, andre skrattende, og enkelte noget klangfulde Toner; i Vrede hvæser de. Hvorfor Gæssene har faaet Ord for at være dumme, er det ikke let at sige, da Enhver ved nærmere Iagttagelse snart vil blive overbevist om det modsatte. Alle Arter hører uden Undtagelse til de kloge, forsigtige og aarvaagne Fugle; de mistror ethvert Menneske, forstaar at skelne Jægeren fra Landmanden eller Hyrden, udstiller Vagter og træffer andre Sikkerhedsforanstaltninger. Fangne Eksemplarer bliver let tamme og viser i det hele et rigtigt Skøn i de forandrede Omstændigheder, som gør deres Forstand al Ære. Gæssenes Væsen er, paa en vis Herskesyge og Trættekærhed nær, ganske tiltalende; Flertallet af disse Fugle er højst selskabelige, og de enkelte Familier holder sammen med den største Hengivenhed og Troskab. I Parringstiden kæmper Hannerne vel med hverandre, men naar først hver enkelt har fundet en Mage, indtræder Fred og Ro, og de forskellige Par ruger nu ved Siden af hverandre, uden