Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

354 DYRENES LIV Halsen saa lynsnart frem, at man uvilkaarlig kommer til at tænke paa en Giftslanges »Huggen«. Alle Slangehalsfugle svømmer fortrinlig og dykker endnu bedre; de tilbagelægger saaledes dykkende Strækninger paa over 60 M. i mindre end et Minut, og Skarverne staar i Sammenligning med dem langt tilbage. De foretager i. Reglen Fiskefangsten svømmende paa Vandets Overflade; men naar de faar Øje paa et Menneske eller et farligt Dyr, sænker de sig saa dybt ned under Vandet, at kun den tynde Hals rager op. Paa denne Maade unddrager de sig let Opmærksomheden. Imellem Træernes Grene bevæger de sig ret behændigt, og Flugten ligner ganske Skarvernes. I Middagsstunden hviler de sig paa disses Vis paa udgaaede Grene eller Klippeblokke og slaar af og til med Vingerne for at tilvifte sig Køling. Ligesom Skarverne fisker de ved dykkende at indhente Byttet, som de snapper ved pludselig at skyde den lange Hals frem; deres Graadighed er overordentlig. De bygger Rede paa Træer, undertiden i store Hejrekolonier; i Nødstilfælde bygger de paa Klipper, men altid i Nærheden af Vand. Ungerne søger først ned til Vandet, naar de kan flyve. Fangenskab taaler Slangehalsfuglene godt, ja bliver endog til en vis Grad tamme. Skarverne (JPhalacrocoraces) har en mere plump Bygning end de foregaaende, et middellangt, lige, sammentrykt Næb med krogformet Spids, indbøjede, skarpe Næbrande og et meget vidt Gab; en Plet om Øjnene og Mundvigene er nøgen ligesom ogsaa den lille Strubesæk; de korte og stærke Ben er stillede langt tilbage, og Vingerne naar kun til den temmelig lange Hale, der er en Støttehale med stive, flskebensagtige Fjerskafter; Kloen paa Mellemtaaen er tandet. Kormoranen, Skarven eller Aalekragen, paa norsk: Storskarven eller Aalekraaken (Phalacrocorax carbd) bliver 81—92 Ctm. lang. Hovedfarven er sortgrøn med metallisk Glans, paa Overryg og Vingedækfjer brunlig med Bronceglans; en hvidgul, bag Øjet begyndende Plet omgiver Struben, og en anden stor, rund, hvidlig Plet findes paa Hofterne. Fra den mellemste Del af Norge træffes Kormoranen i hele Europa og om Vinteren i forbausende Antal i Afrika; desuden er den hyppig i Mellemasien og ligeledes i Nordamerika, hvorfra den henholdsvis flyver til Sydasien og til Vestindien. Den opholder sig efter Omstændighederne saavel ved Havet som ved Ferskvand. Store Floder, som er omgivne af Skove, er Kormoranernes Yndlingsopholdssted, ja disse paatrængende Fugle tager underliden Bolig i Nærheden af Smaabyer og lader sig kun med Besvær fordrive. Man har Eksempler paa, at de har indfundet sig midt i en By og bosat sig paa Kirketaarnet. Paa det højeste Taarnspir af Kronborg Slot tog en Kormoran saaledes en Gang Bolig i omtrent 14 Dage og fordrev Allikerne derfra. Ved Havet optræder Kormoranerne talrig, navnlig paa vanskeligt tilgængelige Klippekyster eller paa Steder, hvor Kysten er omgiven af Skær. I ikke ringe Mængde samles de om Vinteren paa sydligere Have. Tidligere har Kormoranerne ynglet i Danmark i flere ved Havet liggende Skove;