Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

356 DYRENES LIV Futschau tæt besatte med Tilskuere, som sér paa denne Fiskefangst. Fiskeren staar paa en omtrent meterbred og 5—6 Meter lang Bam-busflaade, som sættes i Bevægelse ved Hjælp af en Aaare. Naar Kormoranerne skal fiske, støder eller kaster Fiskeren dem over Bord, og naar de ikke straks dykker, slaar han i Vandet med Aaren eller ogsaa efter dem, indtil de forsvinder i Dybet. Saa snart Fuglen har fanget en Fisk, kommer den op over Vandet med denne i Næbet for at sluge den, men forhindres derfra ved en Snor eller Metalring, som er lagt den løst om Halsen, og den maa derfor, enten den vil eller ikke, svømme hen til Flaaden. Fiskeren iler nu til og tager Byttet. Undertiden finder der, naar der er fanget store Fisk, ligefrem en Kamp Sted imellem Røveren og dens Offer.« Ved Søer og Floder bør Skarven ikke taales, da den ved sin utrolige Graadighed gør Fiskeriet overordentlig Skade. Paa Land efterstræber den desuden mindre Pattedyr og Fugle, navnlig Ællinger. Sin store, af Riskviste, Rør, Siv o. desl. byggede Rede anbringer den i Træer eller i Nødstilfælde i Huler og Klipperevner. Ungerne vokser rask til og flyver ud midt i Juni, hvorpaa de Gamle sædvanligvis yngler anden Gang. Fangne Kormoraner er meget underholdende, naar de har en tilstrækkelig stor Dam til Raa-dighed. Topskarven (P. graculus), hvis Han har en høj Top, har hjemme paa Færøerne og ved Norges Kyster, hvor den yngler paa Klipperne, ofte i Selskab med Kormoranen. De største og mest paafaldende Medlemmer af Svømmefuglenes Orden er Pelekanerne (Pelecani). De udmærker sig ved det ejendommelige Næb, der saa at sige bestaar af en Sæk og af et til denne passende Laag. Undernæbet er nemlig sammensat af to tynde, bøjelige Grene, der fortil er forenedej, en kort Spids, og til hvilke der er fæstet en nøgen, slap Hagehud, som strækker sig lige fra Spidsen af Næbet til Struben. Det lange Overnæb er temmelig lige, fladt og forholdsvis smalt og ender i en stærk, kloformig Forlængelse. Pelekanerne bebor den varme Zone og de dertil græn-sende Dele af begge de tempererede Bælter; de findes i alle Verdensdele og har en stor Udbredelseskreds. Den mest udbredte Art er den almindelige Pelekan (Pele-canus onocrotalus). Fjerdragten, som paa Hovedet danner en Top, er hos den gamle Fugl hvid med et Rosenskær, paa Forbrystet gul og paa Haandsvingfjerene sortbrun. Det nøgne Sted omkring det røde Øje er gult og Næbet graaligt med gule og røde Punkter, Strubesækken gul med blaalige Aarer og Foden lys kødfarvet. Længden udgør 140—180 Ctm. Den endnu større Toppelekan (P. crispus) er hvid med et graarødligt Skær og sorte Vinger; Strubesækken er blodrød med blaa Aarer. Den almindelige Pelekan er fra Sydungarn udbredt over største Delen af Afrika og Sydasien ■ Toppelekanen bebor mere østligt liggende Egne.