Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

368 DYRENES LIV godt. Som sine Slægtninge bevæger den uophørlig Hoved og Hals, selv naar den sidder, ganske som om den søgte noget eller nøje betragtede forskellige Ting, og denne Nikken med Hovedet gør et højst komisk Indtryk paa Beskueren. Stemmen er en dyb og langtrukken Lyd, der klinger som »Orr, orr!« og som undertiden ligner den Lyd, et søvnigt Menneske frembringer ved at gabe; i Vrede er Stemmen knurrende som en lille, arrig Hunds. Føden bestaar af Smaafisk, især Tobiser og Sild, som fastholdes i de nøgne, Alk. bløde Mundvige, medens Fuglen fanger flere, for at bringe dem til Ungerne og made disse dermed. Midt i April eller Maj, eftersom Sneen smelter tidligere eller senere, nærmer Lunden sig Bjærgene og opsøger sin gamle Rugehule eller graver en ny; thi i Modsætning til Tejster og Alke lægger den aldrig sit Æg paa fri Jord. Alle Klipperevner og Sprækker benyttes, og kun Nøden driver Lunden til at grave selv; Hullerne ligner Kaningrave, og er meget dybe. Begge Mager hjælper hinanden med at grave, og Hunnen lægger kun et hvidt Æg, der er noget større end et Andeæg; tages det fra den, lægger den et til. Ejerne af Fuglebjærgene tager regelmæssig det første Æg fra Fuglene, men lader dem udruge det andet, og henter derpaa Ungen, inden den kan flyve, for at fortære eller nedsalle den. De egentlige Alkes (Afcae) Næb har nogen Lighed med Søpap-pegøjernes. Det er middellangt, stærkt sammentrykt og højt, langs Rygkanten lidt hvælvet og har flere Tværfurer paa Siden. De langt tilbage stillede Ben har et lidt sammentrykt Løb, hvorpaa Fuglen støtter under Gangen. Den almindelige Alk eller Tordalken, (Ålea torda) lever i de samme Egne og Flave som Lunden og bliver 42 Ctm. lang. I Yngledragt er den oventil og paa Forhalsen sort; en smal Stribe fra Næbet til Øjet samt Bryst og Bug er hvide. Næbet er sort med 2—3 hvide Tværstreger og Foden sort. I Levemaade og Færd ligner Alken ganske Tejsterne. Om Vinteren besøger den hyppig alle Nor-