Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

32 DYRENES LIV ærgre sig over denne Skraalhals, der bortskræmmer Vildtet ved sine Advarselsskrig, men samtidig er saa pudsig og underholdende, at man alligevel faar den kær, skønt dens Stemme langtfra er vellydende. * * * En temmelig skarpt begrænset Familie danner Mejserne (Pari-daé). Deres Næb er kegleformet, lige og kort. Løbet er kort og stærkt med kraftige Tæer og forholdsvis store, stærkt krummede Kløer. Vingerne er korte og afrundede, Halen er enten kort og lige afskaaret eller lang og tilspidset. Fjerklædningen er tæt og blød og som oftest prydet med livlige Farver. Mejsernes egentlige Hjem er den nordlige Del af den gamle Verden; dog forekommer de ogsaa i de andre Verdensdele med Undtagelse af Sydamerika. De opholder sig i Skove og tildels mellem Siv og Rør, sjældnere i Buske. Selskabelighed er et saa fremtrædende Træk i deres Natur, at de ikke alene slutter sig til deres Lige og til beslægtede Arter, men til ganske andre Fugle, med hvilke de ofte drager om i Dage og Uger. Mejsernes Færd er højst tiltrækkende, da de hører til de livligste og virksomste af alle Fugle. Egentlig er disse Fugles hele Liv en uafbrudt Jagt. Mindst behændige er de paa Jorden; men til Gengæld hænger de sig i de mest forskellige Stillinger paa Grenene og klatrer ikke daarligt. Flugten, som sker i korte Buer, er snurrende og koster øjensynlig Anstræn-gelse. Stemmen er en fln, idelig udstødt Kvidren, som minder noget om Musenes Piben. De fleste Mejser tager foruden Insekter ogsaa Frø. Mest efterstræber de Insekternes Larver og Æg, og deri ligger disse Fugles store Betydning for Trævæksten. Til Held for Skovene formerer de sig meget stærkt. De yngler oftest to Gange om Aaret °g lægger hver Gang 7—12 Æg. Denne talrige Yngel »forplanter sig allerede næste Foraar. I Bur er Mejserne højst underholdende. De vænner sig overraskende let til Fangenskabet, men bliver sjældent egentlig tamme. Med andre Fugle maa man ikke lukke dem inde, da de overfalder dem, klamrer sig fast til deres Ryg og hugger dem ihjel for at æde Hjernen, hvilket de gør med en lige saa stor Begærlighed som den, hvormed Rovfuglen fortærer sit Bytte. Skovmejserne (Partis) kendes paa det kraftige Næb, de stærke Fødder, de korte Vinger, den temmelig lange Hale, og den rige, ofte prægtigt farvede eller tegnede Fjerdragt. Den mest bekendte Art er Musvit-Mejsen eller Musviten, ogsaa kaldet Tællepikkeren og Flæsketyven, paa norsk: Kødmejsen og Talgoksen (Partis major). Den er oventil olivengrøn, nedenunder bleggul med en sort Længdestribe ned over Bryst og Bug. Hovedet og Forhalsen er sort, Tindingerne og Kinderne hvide. Fra Struben til Nakken har den en sort Stribe. Vinger og Hale er blaagraa, de første med et hvidt Tværhaand. Længden udgør 26 C(m.