Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 33 Fra 65° n. Br. findes Musviten overalt i Europa. Den er Stand-og Strøgfugl i Skove og Haver og foretrækker Løvskove for Naale-skove. Det er en livlig, højst nysgerrig Fugl, som betragter alt nyt og paafaldende fra alle Sider for tilsidst forsigtig at nærme sig det og pikke i det med Næbet. Dens Flugt er bedre end de andre Mejsers, men dog usikker, og over store aabne Strækninger flyver den ikke. [Stemmen er det sædvanlige »Sit!«, hvortil der endnu kommer et Par andre Lyde som »Pink, pink!« og »Vidi, vydi!« Ligesaa selskabelig som Musviten er, ligesaa ufordragelig, ja onskabsfuld er den mod svagere Fugle. Den er kæk, saa længe den føler sig sikker, men overordentlig fejg, naar dette ikke er Tilfældet. Den tér sig som rent ude af sig selv, naar den faar Øje paa en Rovfugl, bliver forfærdelig bange, naar man klapper stærkt i Hænderne eller kaster en Hat tilvejrs, idet den sandsynligvis tror at se en Falk i den, naar den falder ned. Dens Myrdelyst viser sig ikke alene mod andre og svagere Fugle, men ogsaa mod Syge af dens egen Art. Ja, den angriber endog større Fugle. Den sniger sig formelig bagpaa dem og søger at sætte sig fast paa deres Ryg, idet den slaar sine skarpe Kløer ind i Brystet paa dem og hugger saa længe løs paa dem med Næbet, at den tilsidst knuser deres Hjerneskal og kan faa fat i deres Hjerne, som er den største Lækkerbidsken for den. Disse slette Egenskaber synes at tage til hos den i Fangenskab. Insekter og deres Larver og Æg er Musvitens Hovednæring, og Frø og Træfrugt fortærer den kun som Dessert. Den synes at være umættelig; thi den æder fra Morgen til Aften. I Nødsfald griber den til en List. Saaledes forstaar den om Vinteren at faa fat i de i Kuben skjulte Bier. »Den tager«, som Lenz fortæller, »Plads ved Flyvehullet og banker paa med Næbet, ligesom man banker paa en Dør. Der opstaar nu en Summen i det Indre, og der kommer snart flere eller færre af Indvaanerne ud for at fordrive Fredsforstyrreren med deres Stik. Men denne tager straks fat paa den første af Stadets Forsvarere, som vover sig udenfor, og flyver med Bien hen paa en Gren, tager den mellem Fødderne, hakker den itu, æder med stor Begærlighed dens Indvolde, lader Hudpanseret falde og bereder sig til at søge et nyt Bytte. Bierne har imidlertid, afskrækkede af Kulden, trukket sig tilbage til det Indre. Der bliver nu atter banket ved Flyvehullet og derefter snappes en anden Bi, og saaledes gaar det fra Dag til Dag, fra Morgen til Aften.« Naar der om Vinteren slagtes Svin, er Musviten straks ved Haanden og bemægtiger sig saa store Stykker som muligt; denne Begærlighed efter Kød har givet Anledning til nogle af de folkelige Benævnelser paa denne Fugl. Reden anbringes i Træhuller; men ogsaa Mursprækker og forladte Egern-, Skade- og Kragereder benyttes til Bolig. Den inde holder 8—14 tyndskallede, glinsende hvide Æg med rødbrune Prikker. Begge Mager skiftes til at ruge. Sortmejsen, paa norsk: Kul mej sen (P. ater), der staar den ßrehrrj; Dyrenes Liy. IJ. 3