Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

34 DYRENES LIV foregaaende temmelig nær, bebor Granskovene i den nordligste Del af Norge, Sverrig og Rusland og kommer om Efteraaret og Vinteren til Danmark. Det er en kæk, urolig Fugl, der væsentlig fører samme Levemaade som den foregaaende. Frø af Naaletræer udgør, tilligemed Insekter, dens væsentligste Næring. De i hule Træer anbragte, af Mos og Harehaar byggede Rede indeholder 6—7 hvide, brunt-prikkede Æg. Bl aa mej s en (P coeruleus) har en hvid Pande, blaa Isse, Vinger og Hale, blaagrøn Ryg og er nedenunder gul med en sortblaa Længdestribe. Den bebor hele Europa. I Naaleskove ses den ikke, derimod er den næsten ligesaa almindelig som Musviten i Løvskovene. I Foraaret ses den parvis, om Sommeren i Familier, og om Efteraaret i Flokke, som tiltræder kortere eller længere Rejser. Om Vinteren finder man den overalt i Sydeuropa. Blaamejsen bygger Rede i hule Træer, sjældent i Murhuller. Det første Kuld forlader Reden midt i Juni, det andet sidst i Juli eller først i August. Sumpmejsen, ogsaa kaldet Gr a amejsen (P. palustris) er oventil rødgraa, underneden hvidlig. Den bebor hele Mellemeuropa, især i Nærheden af Vand og Moser. Om Vinteren strejfer den om i Flokke, som oftest i Selskab med andre beslægtede Arter. Den er den vævreste og pudsigste af alle Mejser. Lokkestemmen er »Dia, dia!«, Advarselsskriget er »Spitt, spitt!« hvorpaa den, naar Faren er vel overstaaet. tilføjer et: »Dæh, dæh!« Topmejsen (P. cristatus), kendelig paa Hovedets Fjertop, yngler i Skandinavien, hvor dens Yndlingsopholdssted er Naaleskove. Den er ligesaa munter, urolig og stridbar som de andre Mejser. Dens sædvanlige Stemme 'er et hvislende »Sitt!« Lokketonen er et klart »Tsik gyrr! eller »Glyrr!« og Sangen en kort og ubetydelig Melodi, som Hannen foredrager under de pudsigste Stillinger, idet den idelig rejser og lægger Toppen. Reden findes i Træhuller med en snæver Indgang. Topmejsen er en af de ivrigste Insektjægere og tager kun nødtvungen Frø til sig om Vinteren. Halemejsen (Acredula caudata) kendes let paa( dens hvide Hoved, Hals og Bryst og paa den lange, kiledannede Hale, der er sort med hvide Pletter paa de tre yderste Styrefjer, og længere end den øvrige Krop. Halemejsen gaar ikke langt mod Syd; allerede i Spanien og Grækenland hører den til Sjældenhederne. Den synes at foretrække Løvskove for Naaleskove og opholder sig gærne i Frugthaver og paa Marker med enkelte Trægrupper. Den er mindre trættekær og begærlig end de andre Mejser. Mod Mennesker viser den stor Tillid, hvorimod den er yderst bange for Rovfugle. Dens sædvanlige Stemme er et hvislende »Sit!«, Lokketonen er et pibende »Tir, tir!« og Advarselsskriget et skærende »Siriri!« og »Ter!« Næringen bestaar udelukkende af mindre Insekter. Den kunstige, af Lavarter, Mos og Spindelvæv byggede Rede, der udvendig er