Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

398 DYRENES LIV er der ikke en eneste Landsby, hvis Beboere ikke taler om en eller anden af Krokodiler foraarsaget Ulykke og intet Menneske, der ikke beundrer Styrken hos »Timscha« og forbander Dyret selv. De Indfødte har virkelig ogsaa Grund dertil, thi de er saa godt som værgeløse overfor Krokodilen og maa rolig se til, naar den drager deres Slægt og Venner eller deres Husdyr ned i det dybe Vand; de kan næppe bekæmpe, end mindre fordrive den. En Sandrevle, paa hvilken Krokodilen i Mag kan sole sig, er dens vigtigste Fornødenhed ved Valg af Opholdssted. Strømhvirvler holder den ikke af, og den en Gang valgte Plads hævder den med Haardnakkethed og Udholdenhed. I Regntiden drager den dog længere ind paa Land, men sikkert nok kun til de under Vand satte Skove. Man er tilbøjelig til at tro, at Krokodilen ikke er behændig, men man tager fuldstændig fejl deri. I Vandet viser den sig især meget livlig og svømmer og dykker med den største Færdighed. Naar den er vred eller kæmper med Døden, pisker den Vandet med Halen. Heller ikke paa Land bevæger den sig klodset; dog gør den kun sjældent lange Ture der. Naar den kryber op paa Sandrevlerne, sker det i Almindelighed meget langsomt; deq. flytter den ene Fod efter den anden og holder Kroppen saa lavt, at den slæber hen ad Sandet. Er den noget borte fra Floden, styrter den, naar den skræmmes, hurtig tilbage til Vandet, og lige saa hurtig farer den fra Vandet op paa Land for at gribe et eller andet Bytte. Den gamle Paastand, at Krokodilerne ikke skulde kunne bevæge sig ud og ind i en brudt Linie er en Fabel, hvilket vil være tydeligt for enhver Iagttager, som kun har set en eneste Krokodil krybe op paa Land og tilbage til Vandet; thi den plejer da at beskrive en Kreds, hvis Tværmaal næppe udgør mere end dens halve Længde. Det er vanskeligt at dømme om Krokodilens Ævner. Den sér godt, endogsaa under Vandet, og den hører paafaldende godt; derimod synes de andre Sanser at være temmelig sløve. Man kan ikke frakende den en vis Grad af Kløgt, og den søger forsigtig at unddrage sig Forfølgelser. Den lægger Mærke til de Steder, hvor den flere Gange har fundet Bytte, f. Eks. de til Flodbredden førende Veje, der benyttes til Hjordene og de vandbærende Kvinder, og den lurer stadig i Nærheden. Den formaar vel ikke at skelne imellem Folk, der kan være den farlig, og Folk, som den ikke behøver at frygte, men trækker sig tilbage til Vandet, saa snart den overhovedet opdager Mennesker. Naar den overfalder sit Bytte, viser den en vis List, som dog paa ingen Maade kan sammenlignes med et Pattedyrs eller en Fugls. Paa Land er Krokodilen skammelig fejg; maaske er den heller ikke egentlig modig i Vandet, men dog dristig; den synes at være sig den Sikkerhed bevidst, som Vandet yder den og at rette sin Færd derefter. Med sin Slægt lever den i Samfund, men er dog altid farlig for de mindre Individer; thi naar den bliver sulten, glemmer den ethvert Hensyn.