Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

KROKODILERNE 399 Krokodilen lader kun sin Stemme høre, naar den er meget ophidset; man kan iagttage den i hele Maaneder uden at høre en Lyd fra den, men bliver den pludselig forskrækket eller saaret, udbryder den i en dæmpet Knurren eller endog i et højt Brøl. I Almindelighed stiger den henimod Middag op af Floden for at sole sig og sove. Det sidste kan nemlig ikke ske i Vandet, fordi den omtrent hvert tiende Minut maa op til Overfladen for at aande. Den ligger næsten altid krumbøjet, og tit overskylles Halespidsen af Vandet. Efter at Krokodilen har lagt sig til Rette, aabner den de Klapper, som tillukker dens Næseboer, snøfter, gaber og spærrer tilsidst Gabet helt op. Den bliver nu liggende ubevægelig paa et og samme Sted, men synes meget hurtigt at falde i Søvn; man kan dog ikke sige, at denne Søvn er dyb, da enhver Støj vækker den og jager den ud i Vandet. Naar den er uforstyrret, bliver den i Land indtil henimod Solnedgang. Undertiden ligger flere til Dels ovenpaa hverandre, men i Almindelighed er hver enkelt lidt fjærnet fra de øvrige, og især holder Ungerne sig i ærbødig Afstand fra de Gamle. Naar Tusmørket indtræder, er alle Øerne forladte, og nu begynder Jagten, som fortsættes den hele Nat og mulig ogsaa i Morgentimerne, og som især gælder Fiskene i Floden. Men foruden disse Dyr tager Krokodilen tillige alle større og mindre Pattedyr, der uforsigtigt nærmer sig Floden for at drikke; heller ikke Vade- og Svømmefugle gaar fri. Den nærmer sig meget forsigtig til sit Byttes Drikke- og Hvilepladser, sænker sig helt ned under Vandet, svømmer langsomt og lydløst afsted og stikker, naar den skal aande, Næseborene op. Den forsøger aldrig at forfølge et undsluppet Bytte op paa Land, men efterstræber endogsaa meget store Pattedyr og trækker Æsler, Heste, Okser og Kameler ned i Floddybderne. Hyrderne ved begge Nilens Hovedarme mister hvert Aar flere af de dem betroede Dyr. Ved den blaa Nil saa Brehm et hovedløst Stykke Kvæg, hvis Ejermand hylende fortalte, at for faa Minutter siden havde »en Søn, Sønnesøn og Sønnesøns Søn af den af Allah forbandede« grebet det drikkende Dyr og afbidt dets Hoved. Hyrderne i Øst-Sudan bruger altid den Forsigtighed, naar de vander Kamelerne, at drive dem ud i Floden under høje Skrig og i store Flokke paa én Gang for derved at skræmme Kroko-dilerne; mindre Dyr vander man aldrig i de Floder, hvor der er farlige Krokodiler, men man opdæmmer Vandbeholdere, som Hyrderne møjsommeligt fylder med Vand. Frygteligst bliver Krodilen dog ved ogsaa at røve Mennesker. I hele Sudan er der ikke en eneste Landsby, fra hvilken der ikke er blevet snappet Mennesker af Krokodilen; hvert Aar sker der Ulykkestilfælde, navnlig ved, at de Indfødte vader ud i Floden for at hente Vand. Det er højst sjældent, at dens Bytte undgaar den; thi alle Krokodilers Overfald sker saa pludseligt, at Flugt næsten er umulig. Sudanfolkenes grænseløse Frygt er saaledes aldeles berettiget. Foruden levende Bytte tager Krokodilen ogsaa alle døde Dyr,