Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

400 DYRENES LIV som flyder ned ad Strømmen. Brehm fortæller, at han flere Gange mistede værdifulde Fugle, som efter Skuddet faldt i Floden. Et Sammenstød med en Krokodil kunde endog let være blevet skæbnesvangert for ham selv. Han fortæller derom følgende: »Jeg havde jaget i nogle Dage og engang imod Aften saaret en Ørn, som endnu kunde flagre hen til Floden, hvor den faldt i Vandet. Den drev med Bølgerne tæt ind til Bredden og nærmede sig en til Midten af Floden førende Strøm, som vilde have ført den bort fra mig. Da kom der en Araber til, og jeg bad ham om at fiske Ørnen op til mig. »Himlen bevare mig,« svarede han, »her gaar jeg ikke ud i Vandet, thi det vrimler her af Krokodiller. For faa Uger siden greb de to Faar og rev dem ud i Floden, og paa en Kamel afrev de den ene Fod.« Jeg lovede Manden en rigelig Gave, kaldte ham en Kryster og opfordrede ham til at vise sig som en Mand. Han svarede rolig, at om jeg ogsaa kunde give ham alle Verdens Skatte, ønskede han ikke at fortjene dem. Jeg klædte mig derfor af, sprang i Floden og satte halvt vadende halvt svømmende efter min Fugl. Araberen skreg da højt: »Herre! vend om for Allahs Skyld, der er en Krokodil!« Forskrækket ilede jeg tilbage til Bredden. Fra den anden Side af Floden kom der en kæmpemæssig Krokodil og viste sine Skjolde over Vandskorpen; den svømmede lige løs paa min Fugl, aabnede sit Gab, der syntes mig stort nok til ogsaa at have Plads til mig, borttog Fuglen lige for mine Øjne og forsvandt med den i de plumrede Bølger.« Sandsynligvis foretager Krokodilen kun Udflugter over Land om Natten, maaske for at drage til et andet Vand; thi for at jage forlader den vistnok ikke Floden. I Regntiden følger den de ved Regnen opstaaede Vandløb, undertiden endog saa langt, at den ved den pludselige indtrædende Tørke afskæres fra Floden og nødes til at skjule sig paa bedste Maade og afvente den næste Regn. I Førstningen vandrer den fra en Sump til en anden; senere holder den sig i hele Uger paa Steder, hvor der endnu er Vand, om det end ikke svarer til dens Størrelse, saa at man stundom i en eller anden Vandpyt kan se sande Kæmper. Tørrer sluttelig ogsaa Vandet bort paa et saadant Sted, graver den sig ned i Dyndet. Krokodiljagten drives af de Indfødte, naar Vandet i Floderne falder, og de Sandbanker, hvorpaa Krokodilerne sover og soler sig, bliver tørre. Jægeren opsøger de almindelige Sovepladser, graver sig i Læsiden et Hul i Sandet, skjuler sig deri og venter, indtil Dyret kommer og er sovet ind. Hans Vaaben er et Kastespyd, hvis tresidede, med Modhager forsynede Jærnspids er fæstet til Skaftet ved en Ring og 20—30 stærke, indbyrdes adskilte Snore, medens der tillige til Skaftet er fæstet en let Træklods. Jægerens Kunst bestaar nu i at slynge Kastespydet med en saa stor Kraft, at Jærn-spidsen gennemborer Panseret og trænger en 10 Ctm. dybt ind i Dyrets Krop. Ved Kastet skilles Lanseskaftet fra Jærnspidsen, der kun var fæstet løst til det, og falder af. Den saarede Krokodil slaar